Print Friendly, PDF & Email


I dag er der blevet bagt gulerodsbrud i det lille hjem. Inspirationen kommer fra Claus Meyer kogebogen “Meyers Bageri” og jeg må sige, at de er helt geniale og meget vanedannende, om end det er en smule omstændeligt at samle dejen med gulerødder og solsikke.

Ikke desto mindre bagte jeg en portion forleden dag og allerede i dag måtte jeg bage dem igen. Jeg har fulgt opskriften nogenlunde, bortset fra, at jeg istedet for at ælte 75 gr. smør ind i dejen tilsatte 2-3 spsk. olie.

 

 

Opskriften kommer her og jeg vil næsten garantere for, at når først I har prøvet dem, vil I, ligesom jeg, komme til at bage dem igen og igen og igen.

Gulerodsbrud.

Ca. 12 stk.

50 gr. gær
5 dl. lunkent vand
75 gr. sukker
15 gr. salt
2-3 spsk. olie
1-1,1 kg. hvedemel

Desuden.

2 æg
150 gr. solsikkefrø
4 groftrevne gulerødder

Gæren røres ud i vandet og sukker, salt og olie tilsættes. Melet røres i dejen og det hele æltes godt sammen og hæver ca. 1 time. Dejen vendes ud på bordet, der laves en fordybning i midten, ligesom når man laver hjemmelavet pasta, og heri slåes de 2 æg ud. Revne gulerødder og solsikkefrø tilsættes ligeledes.

Nu kommer det sjove. Dejen skal skæres sammen. Jeg bruger en stor kniv og går løs på dejen fra alle sider og kanter. Det kan se meget kaotisk og uoverskueligt ud, men bare rolig, det skal nok lykkes til sidst. Det er nødvendigt at skære, for at opnå den helt rigtige gulerodsbrud konsistens til sidst. Når dejen er skåret til en jævn masse, holdt sammen af æggene, sættes den i klatter på en bageplade. Jeg bruger 2 bageplader til en portion og sætter 6 boller på hver. Det er en god ide at give dem lidt plads, da de hæver ret pænt.

Bollerne hæver ca. 30 minutter og bages herefter v/ 200 grader i ca. 15 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Og så er det bare at sætte sig ned og spise boller i lange baner.

Pin It on Pinterest

Share This