Print Friendly

DSC_0008

Det her er en af de allerbedste kringler, jeg har bagt i mit liv. Den er fra en af min mors gamle kogebøger og udover at den er nem at gå til, så smager den fuldstændig fantastisk. Fyldt med kanel og creme – lidt ligesom en kanelsnegl bare lidt bedre. Den ene er nu lagt i fryseren, ellers ville de bestemt begge være forsvundet på nuværende tidspunkt.

Jeg må tilstå, at jeg brugte et halvt brev koldmælks cremepulver med vanillesmag til kringlen i går. Jeg ved godt, at det ikke er det samme som den lækre, hjemmelavede creme, men vi har jo ikke noget køkken for tiden og kringle ville vi gerne have.

 

 

Hvis I har tid, lyst og lejlighed kan jeg kun opfordre Jer til, at koge Jeres egen creme. Det er slet ikke vanskeligt og giver lige kringlen det lille ekstra. Hvis ikke, kan den altså sagtens bages med cremepulver rørt op med mælk – denne her blev i hvert fald godkendt.

Kanelstang med creme.

2 stk.

30 gr gær
1 3/4 dl lunkent vand
40 gr. sukker
1/2 tsk. salt
1/2-1 tsk. kardemomme
35 gr. smeltet smør
2 æg
450 – 500 gr. mel

Kanelremonce.

100 gr. blødt smør
100 gr. sukker
2-3 tsk. stødt kanel

Desuden – 1/2 brev cremepulver rørt op med mælk, eller 4-5 dl hjemmelavet creme.

Gæren smuldres og røres ud i det lunkne vand. Sukker, salt, kardemomme, smeltet smør og æg røres ud i væsken. Melet tilsættes, hold lidt tilbage til æltningen. Dejen æltes godt igennem og hæver tildækket til dobbelt størrelse.

Imens røres remoncen sammen af lige dele blødt smør, sukker og 2-3 tsk. stødt kanel.

Dejen slås ned og deles i to stænger som rulles flade. På midten af hver dejplade fordeles først et lag remonce og så et lag creme. Dejen foldes enten sammen, ligesom til en gammeldags kringle, eller flettes ved at klippe skrå strimler i dejen på begge sider af fyldet. Herefter lægges dejstrimlerne skiftevis på kryds ind over hinanden, så man får et fint, flettet mønster. Lad stængerne efterhæve ca. 30 min.
Kanelstængerne pensles med vand eller sammenpisket æg og drysses evt med hakkede nødder/mandler og perlesukker. Bag herefter stængerne ved 200 grader i 15-18 min. afhængig af ovnen. Afkøl stængerne på bageristen.

Pin It on Pinterest

Share This