Print Friendly, PDF & Email

I dag har jeg bagt nogle utroligt lækre brownies med Toms chokoladeskildpadder i. Kagen er tung, fyldig og kraftig som en rigtig brownie skal være og undertonerne af creme og rom spiller rigtig godt. Jeg tilsatte lidt vanille til dejen og hældte også en pose grofthakkede valnødder i. De skulle ikke ha været med ifølge opskriften, men jeg synes altså, at der skal være nødder i en rigtig brownie. Også selvom det er en variant med skildpadder.

Jeg synes det er meget vigtigt, at en brownie er svampet og konfektagtig. Der er ikke noget mere trist end en brownie, der lige har fået lidt for meget i ovnen og er blevet helt gennembagt og tør. Der kan være minutter til forskel fra en perfekt brownie og en kedelig, så vær opmærksom, især i den sidste del af bagetiden, for der er stor forskel på, hvor længe de skal bage fra ovn til ovn. Jeg mærker efter med et lille træspyd i midten af kagen og når den næsten er gennembagt, men der stadig sidder en liiiiiiille bitte smule dej på pinden tager jeg kagen ud. Derfor har jeg også kun skrevet ca. bagetid i opskriften. Opskriften kommer her.

 

 

Skildpaddebrownies.

18-21 stk.

8 Toms kæmpe skildpadder
50 gr. smør
4 æg
300 gr sukker
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vanille
130 gr. mel
1 knsp. salt
100 gr. god, mørk chokolade, grofthakket
100-200 gr. valnødder, grofthakkede

Smelt skildpadderne sammen med smørret i en lille gryde. Lad det køle lidt af. Pisk æg og sukker sammen til det bliver luftigt. Tilsæt mel, bagepulver, vanille, salt og hakket chokolade og nødder. Tilsæt den afkølede skildpaddemasse. Hæld dejen i en kageform evt. foret med bagepapir. Bag midt i ovnen ved 180 grader i ca. 35-45 min.
Kagen løftes ud af formen og afkøles på bageristen. Skæres i snitter på ca. 3×3 cm.

I dag har jeg haft fri fra arbejde, men jeg fik alligevel ikke lov til at sove længere end til klokken 7.30. Detsværre havde jeg en aftale med en meget morgenfrisk håndværker, som jeg skulle møde nede i huset. Kæresten skulle på arbejde, så der var ikke noget at gøre, jeg måtte sætte vækkeuret til på min eneste fridag indtil på søndag, suk.
Til gengæld har vi nu fået endnu flere gode tilbud på det håndværksmæssige, og vi har også fået engageret en tømrer til at komme forbi en af de nærmeste dage og kigge. Det er en af vores venner, så han kommer når han lige har et hul i kaldenderen. Det er godt nok alfa og omega at have gode venner, med de rette håndværksmæssige færdigheder, når man skal sætte sådan en ældre villa i stand. Selve huset er bygget i 1932, men har været lejet ud siden midten af 50’erne, hvilket groft sagt vil sige, at der ikke er blevet lavet noget væsenligt de sidste 55 år. Selvfølgelig har der været udskiftninger undervejs, men meget af det der er lavet bærer præg af, at det har været billige og uholdbare løsninger fordi folk ikke har følgt sig forpligtiget overfor huset i samme grad, som hvis de havde ejet det.

Nu er vi jo så i den heldige situation, at vi har kunnet overtage et hus som er fuldstændig uspoleret, da der ikke for alvor nogensinde er sat noget istand, og til en meget rimelig pris, det må vi jo nok indrømme. Kort sagt skal vi ikke igang med at rive noget ned, som andre har betalt i dyre domme for at lave, for nogle få år siden, bare fordi vores smag måske er en anden. Det problem synes jeg der har været, på mange af de andre huse vi har kigget på.Derudover ligger huset direkte ned til en sø, så jeg regner stærkt med, at få ænder i baghaven til sommer 😉 Det er placeret så genialt, at der nederst i haven løber en lille å, så går der en grussti og så har vi søbreden. Derudover har vi 50 m. til en skov på den anden side af huset og for at det ikke skal være løgn, så er der ca. 1,5 km. til centrum – altså så kan det da dårligt blive mere centralt og alligevel ligge midt i naturen.

Vi glæder os meget til at flytte ind, men foreløbig venter altså lige et par måneders arbejde og istandsættelse.

Pin It on Pinterest

Share This