Print Friendly, PDF & Email

madeleinekager

I dag var det så madeleineformen, der skulle afprøves. Ovnen har næsten ikke stået stille, siden jeg hjembragte pakken fra Kunst og Køkkentøj fra posthuset i lørdags og vi mæsker os i lækre, små kager.

Madeleinekager er små franske kager, der bliver bagt i forme som små muslingeskaller. Dejen minder lidt om en sandkagedej og den færdige kage minder da også ret meget om en lille luftig sandkage, men citronskallen gør, at smagen bliver noget mere frisk. Desuden er en lille madeleinekage jo, i sagens natur, ikke helt så “tung” i det, som en skive af en normal sandkage.

Jeg kan godt lide sandkage og jeg kan rigtig, rigtig godt lide madeleinekager, kan jeg hermed konstatere. Den nye form vil blive flittigt brugt – og hvor er de altså bare fine at se på.

Jeg gik ud fra en helt klassisk opskrift, men syntes den virkede lidt tyk og endte derfor med, at tilsætte et ekstra æg og lidt mælk. Ikke noget der på nogen måde ødelagde smagen, men da det jo er første gang jeg bager madeleinekager, ved jeg ikke, om de ville ha smagt anderledes, hvis ikke jeg havde tilsat mælken. Jeg har ikke fundet nogen opskrifter med mælk, men huskede til gengæld, at jeg altid har kommet mælk i sandkage og mente derfor ikke, at det kunne skade. Under alle omstændigheder ville jeg ha fået store problemer med, at “hælde” dejen i formene, som opskriften dikterede, hvis ikke jeg havde tilsat lidt væde.

 

 

Jeg kan kun opfordre Jer til, at prøve at lave disse kager. Hvis ikke I har en madeleineform, kan den bestilles på nettet og ellers kan små linseforme formentlig også sagtens bruges. Når alt kommer til alt, så er det jo smagen og ikke faconen det kommer an på.

Madeleinekager.

25-30 stk

75 gr. blødt smør
3 æg
75 gr. sukker
1 tsk. vanille
reven skal af 1 øko. citron
150 gr. hvedemel
1 tsk bagepulver
1 dl mælk

Smørret røres skummende med æg, sukker og vanille. Citronskallen tilsættes. Mel og bagepulver vendes sammen og tilsættes skiftevis med mælken.
Hæld dejen i madeleineformene og bag dem 15-20 min, afhængigt af størrelsen, ved 175 grader. Lad kagerne køle på risten og spis dem afkølede. Evt. med et drys flormelis.

NB. I mange af de opskrifter jeg fandt stod der, at formene kun måtte fyldes 1/3 op med dejen, da de ellers ville flyde over. Den første portion fyldte jeg derfor kun 1/3, men da det gav nogle underlige små, flade kager fyldte jeg helt op. det gav flotte, hvælvede muslingeskaller og dejen flød ingen steder – den hævede bare lidt under bagningen, ligesom ved muffins og gav som sagt flotte, buttede kager.

Pin It on Pinterest

Share This