Print Friendly, PDF & Email

0091-1024x771

Endnu en fridag med regnvejr og nærmest efterårsagtige temperaturer – det betyder altså hygge og bagedag i min verden. Efter en bytur med kæresten i eftermiddags, der bød på lidt shopping og en frokost med efterfølgende cafe latte, begav jeg mig i køkkenet, da vi kom hjem. Jeg har det sidste stykke tid, gået og kigget lidt på de scones med chokolade de sælger i føtex og Bilka. Jeg har købt dem et par gange og synes egentlig de smager meget godt, men jeg vil da meget hellere, spise nogen jeg selv har fremstillet, så det blev jeg enig med mig selv om, at kaste mig over i dag.

Egentlig har jeg tænkt over projektet i et par dage og har også i den forbindelse hevet en god portion chokoladedråber med hjem fra arbejde. Jeg gider simpelthen ikke stå og hakke og hakke, fordi man ikke kan købe chokoladedråber i Danmark der, for det første er af en ordentlig kvalitet og for det andet, har den ordenlige fine, lille størrelse der gør, at man kan bruge dem i bagværk uden grovhakning. Nu er jeg så i den heldige situation, at jeg kan købe det med hjem fra bageriet på arbejde – det har reddet mig for meget ekstra arbejde i køkkenet i tidens løb.

 

 

Disse scones bliver lækre, luftige og let søde, uden af det bliver for meget. Jeg er vild med chokoladescones, men hvis man ikke bryder sig om chokolade (findes sådanne personer?), så kan man bare udelade det. De er meget nemme at lave og tager ingen tid. Og så smager de genialt til en kop varm the en kold og regnfuld dag.

Scones med chokolade.

Ca. 15 stk.

300 gr. hvedemel
45 gr. sukker
1/2 tsk. salt
2 tsk. bagepulver
90 gr. blødt smør
2 1/2 dl. kærnemælk
Evt. 100-150 gr. chokoladedråber

Mel og sukker blandes og smørret smuldres heri. Salt og sukker tilsættes og kærnemælken hældes i. Tilsæt evt. chokolade. Det hele samles hurtigt til en fast dej og rulles til en pølse og skæres i scones. Alternativt kan man rulle dejen ud på bordet, ca 2 cm. høj og stikke scones ud med et glas.

Scones sættes på en bageplade og pensles med vand eller sammenpisket æg. Bage øverst i ovnen ved 220 grader i 10-12 minutter.

Pin It on Pinterest

Share This