Print Friendly

I går må jeg nok indrømme, at lysten og kræfterne til at gå i køkkenet var meget små fra min side. Jeg er så forkølet, at jeg stadigvæk mest snøfter, nyser og pudser næse hele tiden. På den anden side, så havde jeg voldsomt lyst til noget god, varm suppe og da jeg nu var igang, fik jeg også bagt lidt amerikanske pandekager, som vi fik til dessert med amerikansk pandekagesirup og lidt frugt. Pandekageopskriften er den samme, som jeg altid bruger og den kan ses her.

Suppen er meget nem at gå til og smager rigtig godt. Jeg laver den ofte, når jeg ikke rigtigt har overskud til at gå i køkkenet, men omvendt gerne vil have lidt ordenlig mad istedet for fast food. Hvis der er sygdom i farvandet, tilsætter jeg gerne lidt tabasco og chili. Pikantosten giver en rigtig god smag, men hvis man vil have en mere neutral suppe eller selv tilsætte krydderurter, så kan man bare bruge en naturel flødeost.

 

 

Gulerodssuppe.

4 pers.

3 løg, skrællede og skåret i grove tern

6-8 gulerødder, skrællede og skåret i skiver

1 rød peberfrugt i tern

1 spsk olie

1,5 L god hønsebouillon

2 pk pikantost

2 spsk all round krydderi

1 tsk paprika

5-8 dråber tabasco

salt og peber

Varm olien op i en stor gryde og svits løgene heri til de er klare. Tilsæt gulerødder og peberfrugt og lad dem svitse i ca 5 minutter. Hæld bouillon over og lad suppen simre i 20-30 minutter. Tilsæt de 2 pakker ost og rør godt rundt. Blend suppen med en stavblender og smag til med all round krydderi, paprika, tabasco, salt og peber.

Server evt suppen med en klat creme fraiche eller lidt friskhakkede krydderurter. I går blev det bare til et par skiver af et stort landbrød, vi købte i Tyskland forleden.

Pin It on Pinterest

Share This