Print Friendly, PDF & Email

Indimellem skal der altså bare en god, helst hjemmelavet, burger på bordet og sådan en dag har det været i dag. Egentlig havde jeg tænkt mig, at bøfferne skulle på grillen, men da det efterhånden havde regnet temmelig mange gange i løbet af dagen, blev jeg enig med mig selv om, at det nok var det sikreste at bruge stegepanden.

Som tilbehør til burgerne lavede jeg små, ristede kartofler, som jeg krydrede med lidt all round mix, måske ikke så opfindsomt, men det smager godt i en snævner vending. Vi kunne faktisk slet ikke spise det halve, men jeg kan bare godt lide, at der er lidt ristede kartoffel af en slags til en burger.

 

 

Som tilbehør rørte jeg en dressing af creme fraiche, hvidløg, salt, peber og sukker. Let og lækkert og perfekt aftensmad efter en god arbejdsdag.

Burgere med ristede krydderkartofler.

4 pers.

500 gr hakket oksekød
4 burgerboller
olie til stegning
salt og peber

2 tomater i skiver
1 stykke agurk i skiver
1 løg i tynde skiver
Baby salatblade

Form og steg bøfferne i olie, drys med salt og peber under stegning. Lun bollerne i ovnen og smør dem med hvidløgsdressing. Læg burgerne sammen med bøffer, tomat, agurk, løg og salatblade. Dryp med ekstra hvidløgsdressing. Server med ristede krydderkartofler og den resterende hvidløgsdressing til at dyppe kartoflerne i.

Hvidløgsdressing.

2 dl creme fraiche
1 fed hvidløg, presset
1/2-1 stk salt
friskkværnet peber
1/2-1 tsk sukker

Rør ingredienserne til dressingen sammen og lad den hvile i køleskab til servering.

Ristede krydderkartofler.

650 gr. små, skrubbede kartofler
3-5 spsk.olie
4-5 tsk all round krydderi

Kog de små kartofler i letsaltet vand til de næsten er møre. Hæld vandet fra og lad kartoflerne køle lidt inden de kommes i en pose sammen med olie og all round krydderi. Massér kartoflerne godt og vend dem ud på en bageplade.
Rist kartoflerne i ovnen ved 150 grader i 20-30 minutter, til de har dannet skorpe. Husk at ryste pladen jævnligt, så der dannes jævn skorpe på kartoflerne.

Pin It on Pinterest

Share This