Print Friendly, PDF & Email

I går var der ikke nogen der havde lyst til at lave mad og det blev derfor besluttet, at vi skulle ringe efter noget. Meeen, efterhånden som tiden gik og jeg kunne se på klokken, at butikkerne ikke havde lukket endnu, fik jeg mere og mere lyst til alligevel at bevæge mig i køkkenet og det endte med, at jeg kørte ind og købte ind til pizza’er. Så var der ligesom lidt fast food over det, selvom det blev hjemmelavet istedet for.

Valget faldt på en almindelig pepperoni pizza – den blev lavet lige ud af landevejen med tomatsauce, pepperoni, frisk mozzarella, en rest revet mozzarellaost som lå i køleskabet og drysset med lidt oregano. Dejen kom fra en pakke jeg faldt over i køleskabet, så ikke nogen opskrift på pepperonipizza’en som, trods alt, smagte ganske udemærket.
Jeg skal her nævne, at jeg foretrækker hjemmelavede pizzabunde, men i en snæver vending eller hvis det skal gå hurtigt, så har jeg absolut intet imod de færdige pakker med pizzadej som man kan købe i supermarkederne. Jeg synes bare, de har en tendens til at blive meget meget bløde i bunden.

Nå, men pizza nummer 2 blev altså til en kartoffelpizza med frisk mozzarella og parmaskinke. Dejen var utrolig nem, både at lave, ælte og rulle ud. Den hævede en time og blev så dækket med tynde kartoffelskiver, mozzarella og friskhakket rosmarin som skulle have været timian.

Tjaaa!!!Jeg gik på jagt i haven efter timian men undervejs blev det lavet om til rosmarin i mit hoved. Det var først mens vi spiste og jeg syntes, at kartoffelpizzaen mindede mig om et eller andet, at jeg kom i tanker om opskriftens timian og min tilsvarende plyndring af en stakkels rosmarin i haven.
Det pizzaen mindede mig om var forresten et klassisk focacciabrød med havsalt og rosmarin, men den smagte nu kanon godt og selvom jeg nok skal lave pizzaen med timian næste gang, så vil jeg ikke udelukke, at jeg kunne finde på at bruge rosmarin igen en anden god gang.

 

 

Pizzaerne blev serveret med en klassisk tomatsalat, lavet af tomater, løg, olivenolie og frisk basilikum og resterne af pizzaerne er blevet spist i dag og jeg kunne konstatere, at kartoffelpizzaen smager godt både varm og kold. Helt klart en ret som vil blive lavet igen og igen, for både kæresten og mine forældre kunne også godt lide den.
Min mor påstår godt nok, at hun har lavet kartoffelpizza for mange år siden, og der ville jeg overhovedet ikke spise det, men det tror jeg bare er noget hun finder på.

Kartoffelpizza med parmaskinke.

2-3 pers.

25 gr. gær
2 ½ dl. lunkent vand
1 tsk. salt
150 gr. durummel
150-200 gr. hvedemel
2 tsk. olivenolie

Fyld.

4 mellemstore kartofler i meget tynde skiver
1 kugle mozzarellaost i tern
1-2 kviste timian – eller rosmarin.
4 skiver parmaskinke i mindre stykker eller anden lufttørret skinke
Groft salt og friskkværnet peber

Gæren opløses i det lune vand. Herefter tilsættes salt og olie. Melet tilsættes lidt efter lidt. Først durummelet og derefter hvedemelet. Hold lidt tilbage, så der opnås en passende mængde. Hvis der tilsættes for meget mel kan dejen godt blive ”hård”. Lad dejen hvilet et lunt sted ca. 1 time.

Kartoffelskiver, mozzarellatern, timian, salt og peber hældes i en stor skål og blandes godt.

Dejen rulles ud på bagepapir til en stor cirkel og fyldet fordeles herpå. En pizzasten eller en bageplade varmes i ovnen og pizzaen flyttes over på pladen. Bages ved 200 grader i ca. 15 min. Herefter tages pizzaen ud og skinken fordeles øverst. Pizzaen bages igen, 5-10 min. til den er gennembagt. Server med blandet salat og dressing.

Pin It on Pinterest

Share This