Print Friendly

Så er der dømt weekend hygge på sofaen med en skål frugt i mundrette bider og mit nye mad magasin. Kæresten er taget over til en kammerat for at se fodbold, Liverpool og Manchester United skal spille mod hinanden og de holder med hvert sit hold, så det skal de jo nok få meget sjov ud af.

 

Vi har været i Bauhaus en lille time her i formiddag og fået fat i lidt forskelligt til huset, blandt andet nogle specielle skruer, lister til at sætte op bag brændeovnen, spraymaling til listerne og endelig noget materiale omkring fliser til badeværelset. På vejen hjem kørte vi forbi en masse hyldebærbuske fyldt med kæmpe klaser med modne hyldebær, så vi kørte hjem efter en pose og en saks og så var det ellers afsted igen. Vi plukkede selvfølgelig ikke af de bær der vendte lige ud til vejen, men fulgte stien langs med en å og heldigvis foresatte hyldebærrene hele vejen ind. Vi fyldte en pose, det blev til lidt over 3 kilo og så kørte vi hjem for anden gang.

Nu er bærrene skyllede og delt i mindre buketter og fyldt i den store syltegryde, så nu skal de bare transformeres til hyldebærsaft, som jeg skal svælge i hele vinteren – uhh jeg elsker varm hyldebærsaft.

Pin It on Pinterest

Share This