Print Friendly

I går var det store lasagnedag her i huset. I hvert fald blev der lavet 2 store eksemplarer og de var store nok til, at vi har rester til i aften – lækkert! Elsker “andendags” lasagne.

Den ene lasagne blev en spinatlasagne – et lækkert alternativ til almindelig lasagne, som er supernem at lave og smager rigtig dejligt. Den består i bund og grund ikke af andet end en god, hjemmelavet bechamel, lasagneplader og spinat. Spinatlasagnen kan sagtens serveres som en selvstændig ret, evt med en lækker salat til, men den smager altså også dejligt som tilbehør til fx grillet eller dampet laks. Husk af krydre bechamelsaucen godt med salt, peber og friskrevet muskat, da disse er de eneste smagsgivere til retten.

 

 

Spinatlasagne.

4 pers.

30 gr smør
3 spsk hvedemel
5-6 dl mælk, varmet
1 tsk friskkværnet muskatnød
1/2-1 tsk salt
peber

250 gr revet ost
1 pose frosen, optøet spinat
friske lasagneplader

Smelt smør i en gryde og rør melet ud i smørret. Tilsæt mælken lidt efter lidt og pisk godt imellem hver gang. Lad saucen koge op, til en tykkere konsistens opnåes og smag til med salt, peber og muskat.

Knug spinaten fri for vand. Fordel et lag bechamelsauce i bunden af et ildfast fad. Læg lasagneplader herpå og fordel et lag spinat ovenpå pastapladerne. Kom bechamelsauce ovenpå spinaten og drys med revet ost til sidst. Fortsæt med lasagneplader, spinat, bechamelsauce og revet ost, til fyldet er brugt. Det øverste lag skal være spinat og bechamel, men gem det sidste lag ost til senere.
Sæt lasagnen i ovnen ved 200 grader i ca 20 minuter.
Tag lasagnen ud og drys det sidste ost på toppen. Sæt lasagnen tilbage i ovnen i 10 minutter til den er færdig, tag den ud og lad den hvile et par minutter inden servering.

Pin It on Pinterest

Share This