Print Friendly

0211-1080x675
I dag er det rigtigt efterår med storm, regn og blade der flyver af træerne og forbi vinduerne. Da det blæser en halv pelikan er der godt med tørre i luften, men da der ofte kommer en byge der efterlader en mindre syndflod har jeg hængt vasketøj op i carporten. Der er godt med gennemtræk og overdækket, så det er blevet til ikke mindre end tre maskinfulde tøj i dag, der nu er tørt, lagt sammen og på plads – lækkert! Elsker duften af lufttørret tøj – især sengetøj.

Dagen har også budt på eksperimenter i køkkenet, for når det regner og er koldt udenfor kommer det hyggelige bager-gen op i mig. Derfor er der i dag blevet fremtryllet grove gulerodsboller og så har jeg bagt en portion bagels med kanel og rosiner.

Jeg elsker Hattings bagels med kanel og rosiner, men jeg er altså lidt for nærrig til, at betale 35 kr for to poser med 6 stk i hver. Disse bagels er så nemme at lave, at det faktisk er hurtigere at bage dem selv end at køre ned og købe en pose i supermarkedet og det siger ikke så lidt for mig, der bor ca 500 meter fra den nærmeste butik.
De kan varieres i det uendelige og hvis man undlader at søde ret meget, kan de tilsættes soltørrede tomater eller oliven. Desuden kan man drysse dem med forskellige frø eller kerner – birkes, sesam, nigellafrø, solsikke, græskar, havsalt, revet ost eller hvad man nu føler for.

 

 

Gulerodsbollerne har jeg bagt nogle gange før, men de er nemme at lave fordi der ikke skal æltes noget dej, bare røres, og desuden smager de dejligt både til morgenmad, som en sandwich i madpakken eller som et mellemmåltid. Jeg laver altid en stor portion og fryser halvdelen, for når jeg alligevel er igang er det lige så let.

Bagels med kanel og rosiner.

10 stk

25 gr gær
2,5 dl lunkent vand
1 spsk olie
1 tsk salt
0,25 dl lys sirup
2 spsk kanel
1-2 håndfulde rosiner
450 gr hvedemel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt de resterende ingredienser. Slut af med hvedemelet og ælt dejen blank og smidig. Lad den hæve ca. 15 minutter. Slå dejen ned og del den i ca 10 stykker. Rul hvert stykke ud til en pølse og form dem til bagels. Læg dem på en bageplade og lad dem efterhæve 30 minutter. Imens bringes en gryde med vand i kog. Kog bagels ca 2 minutter på hver side – de vokser ret meget under kogningen, og læg dem tilbage på bagepladen. Bag bagels 20-25 minutter ved 200 grader, til de er gyldne og gennembagte.

Grove gulerodsboller.

12 store boller.

25 gr gær
6 dl lunkent vand
2 spsk olie
1 tsk salt
2 store gulerødder, groftrevne
75 gr solsikkefrø
200 gr grahamsmel
Ca 600 gr hvedemel

Opløs gæren i vandet og tilsæt de resterende ingredienser. Slut af med melet og rør dejen godt. Den bliver ikke blank eller smidig, men klistret, så den skal bare røres godt sammen og så stå 1 time og hæve. Herefter sættes bollerne på bagepladen med 2 skeer dyppet i vand.
Bag bollerne ved 225 grader i ca 15 minutter, til de er gennembagte og det lyder hult, når man banker dem let under bunden.

Pin It on Pinterest

Share This