Print Friendly, PDF & Email

010-1080x675

Huh…så har bloggen stået stille i en hel uge. Jeg har faktisk savnet at blogge, men jeg har simpelthen ikke haft tid til det. Jeg har haft lange dage på arbejde, arbejdet i weekenden, forberedt mig til jeg skal på skole igen mandag og tirsdag og desuden har vi været i Tyskland og handle ind sammen med et vennepar.

Så nu nyder jeg min sædvanlige onsdagsfridag uden overhovedet at have nogen planer udover en date med et par andebryster lidt senere. Det er jo Mortens aften i aften og da kæresten hedder Morten går han jo særlig meget op i, at vi fejrer hans aften.
Ej, faktisk har jeg altid syntes at Mortens aften var en hyggelig tradition – da jeg var lille syntes jeg, at Mortens aften ligesom var det første rigtige tegn på, at julen var på vej. Ja, det var altså inden butikkerne blev julepyntede i oktober og de første julekataloger lå i postkasserne i september.

 

 

Men nu ligger der altså to store berberiebryster og venter på mig i køleskabet – jeg skal bare lige lægge mig 100 % fast på tilbehøret, da jeg har et par lækre ting, jeg ikke helt kan vælge imellem – men så længe det kniber med at vælge og ikke med at finde på så går det jo nok.

Forleden stod den på boller i karry, som jeg elsker, da vi kom hjem fra en lang dag i Tyskland. Boller i karry kan de fleste vist finde ud af at lave, så det kommer der ikke en opskrift på.
Men da jeg synes det godt kan være lidt svært at finde på spændende (grønt) tilbehør til boller i karry, udover gulerodssalat som man godt kan blive lidt træt af, laver jeg det ofte om til boller i karry a la ristaffel. Jeg synes det er så hyggeligt med forskellige små skåle med tilbehør og det løfter altså lige en normal omgang boller i karry op på et højere niveau. Tilbehøret denne gang blev revet gulerod (så lidt gulerodssalat blev det altså alligevel), peberfrugt i tern, finthakkede rå løg, mango i tern, bananskiver, ristet kokos, rosiner, peanuts og finthakkede tørrede abrikoser.

Super lækkert og meget nem aftensmad efter en lang dag i indkøbshelvede i Tyskland. Vi plejer egentlig at køre til grænsen efter øl og sodavand en hverdagsaften efter arbejde, hvor der nærmest ingen mennesker er, så det er mange år siden jeg har været i Fleggaard den første weekend i måneden og pludselig kunne jeg godt huske hvorfor. Det startede egentlig da vi parkerede og så folk stå i kø ved vognskurene og vente på at der skulle blive vogne ledige. Hmmmm!!! Men vi skulle altså i Fleggaard, for vi havde bestilt et super lækkert stålkøleskab fra Siemens hos dem og det skulle jo hjem.

Heldigvis stødte vi ind i en dame der netop skulle af med to vogne, så dem spurgte hun om vi ikke ville overtage – jo tak! På vejen ind i butikken blev vi mødt af folk på vej ud og sætninger som – “Det her er for meget” og “Ej vi opgiver” fløj gennem luften. Endnu mere Hmmm!!!
Nå, ind kom vi, sodavand, tuborg julebryg, meget billige dåse cocio og diverse andre drikkevarer blev læsset på vognene og så blev vores mænd sendt i kø, mens vi gik frem og tilbage mellem hylderne og vognene og fyldte varer på. En time efter var vi igennem køen og så kan det ellers nok være, at vi fik sat kursen mod Citti Markt som er så kæmpe stort at mange tusind kunder stadig ikke fylder ret meget.
Elsker Citti og har tidligere skrevet et indlæg om det her. Jeg kan gå rundt derinde i mange timer og se på alle de forskellige madvarer de har.

Heldigvis havde vi jo under alle omstændigheder en rigtig god tur og det var jo det vigtigste. Godt krydret med underholdende indslag, fx som da vi stod i kø i Fleggaards information for at købe køkkenrulle og toiletpapir, som de havde på tilbud til 5 kr pakken. Det var jo billigt, men de havde til gengæld sat et max køb af pr kunde som gjorde, at vi kun måtte købe 3 pakker hver.
Fair nok, vi skulle egentlig ikke bruge mere, så to af os gik i informationen for at købe papir. Men da vores bedre halvdele stod i meget land kø inde i butikken måtte vi ikke få udleveret mere end 6 pakker i alt. Vi måtte godt betale og vi måtte også godt stable alle 12 pakker op på disken, men vi fik ikke lov til at gå med det, før min og hans kæreste var nået så langt frem i køen, at de kune vinke over til informationsmedarbejderen og råbe, at det var dem der var sammen med os. Folk hamstrer vildt og voldsomt og der overholdes ingen regler om hvor meget der købes af hver enkelt kunde inde i butikken, men jeg kan i hvert fald skrive under på, at i informationen, der er der ikke nogen der slipper afsted med flere varer end de har lov til:-)

Til gengæld fik vi det fineste køleskab med hjem. Det kostede 5800 kr, hvilket jeg synes er meget rimeligt, er af stål og har plads til en frygtelig masse mad. Jeg har med vilje valgt et helt køleskab og ikke et køle/fryseskab, da jeg synes det er spild af plads med fryseskabet. Jeg havde sådan et sæt i Århus og det er jo perfekt til en lejlighed, men jeg manglede altid plads både i køelskabet og i de to små skuffer som udgjorde fryseskabet. Derfor har jeg hele tiden holdt på, at vi skulle have et stort køleskab i køkkenet, hvor jeg kan få lov til at fylde en masse mad i og så kan vi have en seperat fryser i kælderen. Og hvis det ikke er nok så må jeg jo forklare kæresten, at jeg er nødt til at have en fryser eller et køleskab mere i kælderen, vi er jo trods alt hele to personer.
Desuden købte vi en vældig fin kogeplade i Fleggaard, også fra Siemens, sat ned fra 6500 kr til 2500 kr, så nu begynder det jo ligefrem at ligne noget der kunne blive et køkken en dag.

Pin It on Pinterest

Share This