Print Friendly, PDF & Email

Aftensmaden har stået på pasta – ikke den sunde og hjertevenlige korrekte slags, men derimod den syndige, cremede og ostefyldte variant, som bare skal til engang imellem. Der var godt nok tomater i retten og pastaen var fuldkornspasta, men nej, helt sund kan jeg nok alligevel ikke kalde retten.
Jeg startede med at koge omkring 350 gr pastaskruer møre i letsaltet vand – fulgte kogeanvisningen på pastaposen. Til denne ret vil jeg anbefale pastatyper som fx penne, skruer eller macaronni brækket i mindre stykker…

En pakke San Mazzo tomater blev lagt i et ildfast fad, dryppet med olivenolie og salt og peber. Herefter kom fadet i en 200 grader varm ovn og stegte i 10 minutter, til tomaterne var bagte og skindet var sprækket hist og her…

En pakke lufttørret skinke blev skåret i mindre stykker og stegt på en tør, hed pande…

Ostesaucen til pastaen blev lavet af 250 gr mascarpone, 300 gr revet ost, halvt cheddar og halvt mozzarella og en spsk sennep. Ingredienserne blev rørt godt sammen i en skål.

Den afdryppede pasta blev vendt rundt i ostemassen sammen med den sprødstegte skinke…

De grillede tomater kom ud af ovnen og blev hældt i skålen med ostemasse, skinke og pastaskruer. Det hele blev vendt godt rundt…

Og hældt tilbage i fadet. Herefter kom fadet i ovnen igen og stegte i 25 minutter ved 200 grader, til det hele var gyldenbrunt og lækkert gratineret…

Pastaen blev serveret med godt, italiensk flute og en rigtig god knasende salat, som jeg desværre glemte at tage et billede af. Jeg vil sige, at noget grønt og knasende næsten er et must til en ret som denne, der smager uanstændigt godt og har en lækker cremet konsistens pga al den gode ost, men også er en kaloriebasker af format.

Close up af pastaen – mums. Jeg tror det tog lidt over 35 minutter at lave aftensmad, iberegnet de 10 minutter pastaen kogte og de 25 minutter den var i ovnen. Nemt, hurtigt og lækkert!

 

Pin It on Pinterest

Share This