Print Friendly

Egentlig burde jeg have alt for travlt til at sidde her, for i dag løber Birthes og mit blogtræf i Vejen af stablen, men af en eller anden grund er jeg åbenbart i rigtig god tid, så jeg vil lige skrive lidt om den humus vi fik til forret/snack i går aftes, inden jeg løber i bad og i øvrigt går i panik, fordi jeg måske har glemt et eller andet.

Jeg havde desværre ikke fået sat kikærter i blød, for ideen kom til mig, imens jeg rendte rundt i Føtex, så det blev en dåse udblødte kikærter i stedet for. Kikærter, ruccula og salatost blev blendet med stavblenderen og smagt til med citronsaft, olivenolie, salt, peber og tahin, men da jeg brugte en rimelig fast salatost i blog fra Løgismose, justerede jeg også lige konsistensen med et par spsk creme fraiche – jeg ved ikke om det ville være nødvendigt, hvis jeg havde brugt en mere cremet ost, men det kan jeg jo så finde ud af en anden gang.

Den færdige humus smagte rigtig dejligt og blev nydt med lidt forskellige grønsagsstave til. Jeg ville egentlig også have bagt et focaccia, for det tror jeg også ville have smagt dejligt til, men da vi kom hjem efter at have handlet var vi ret sultne, så det blev droppet igen.

Humusen smagte mildt af ruccula og smagen af osten var bestemt ikke dominerende – min ostehadende kæreste spiste den i hvert fald med glæde, men han viste jo heller ikke hvad den var lavet af. Det er en god idé først at blende alle ingredienserne til humusen, undtagen hvidløget, og så først presse det i til sidst. Hvis hvidløget bliver blendet kan det udskille en let bitter smag som ikke altid er så behagelig.

 

 

Resterne bliver spist her over weekenden med flere grønsager til og evt. som smørelse i et par sandwich i morgen, hvis jeg stadig ikke får mig taget sammen til at bage føromtalte focaccia.

Humus med ruccula og salatost.

1 ds. udblødte kikærter – eller udblød dine egne.
1 god håndfuld ruccula
200 gr salatost
saft af 1/2 citron eller lime
2 spsk tahin
3 spsk olivenolie
1 tsk salt og friskkværnet peber
evt 1-2 spsk creme fraiche
2 fed hvidløg, presset

Bland alle ingredienserne, undtagen hvidløg, i en skål og blend det godt sammen til en cremet humus. Tilsæt hvidløget og stil humusen på køl til den skal serveres.

Pin It on Pinterest

Share This