Print Friendly

DSC_0030

Jeg bryder mig ikke såååå meget om risengrød, men risengrødsklatkager er jeg helt vild med, så jeg sørger altid for, at der bliver kogt rigeligt med risengrød, når det står på menuen…til husets øvrige beboere vel at mærke.

Klatkager er meget nemme at lave. Hvis du har en rest kold risengrød, er du rigtig godt på vej, og de kan serveres med alt muligt tilbehør. Syltetøj, nykogt æblekompot med vanille, sirup, flydende honning, dulce de leche, chokoladesauce, kanelsukker osv osv… I dag spiste jeg dem med hjemmelavet hindbærmarmelade og et drys af flormelis.

Jeg plejer af lave dem med vanille, fordi det giver en lækker lækker smag. Desuden kan man tilsætte skallen af ½ økologisk citron eller appelsin – det smager altså virkelig godt med et lille strejf af citron/appelsin i de færdige klatkager.

Det er egentlig en dessert, men både hvad smag og udseende angår, minder de en lille smule om amerikanske pandekager og det skulle slet ikke undre mig, hvis de også smager godt til scrambled eggs, bacon og pølser.

Risengrødsklatkager.

ca. 450 gr kold risengrød
2 æg
50 gr mel
2 spsk sukker
1-2 tsk vanillesukker
smør til stegning

Rør risengrøden blød med æggene og tilsæt mel, sukker og vanillesukker. Hvis grøden er meget hård at arbejde med, kan man evt starte med at blødgøre den med et par skefulde mælk, inden æg og de øvrige ingredienser tilsættes. Varm smør op på panden, sæt dejen i klatter og steg dem ligesom man steger pandekager. Server risengrødsklatterne varme eller lune med dit yndlingstilbehør.

Pin It on Pinterest

Share This