Print Friendly, PDF & Email

træstammerSå er det weekend. Det trænger jeg godt nok også til efter denne her uge, men ikke mere, end at jeg lige måtte en tur i køkkenet, da vi kom hjem fra arbejde. Jeg havde nemlig lidt kagerester, og efter at have savlet over alle de billeder af Anita’s træstammer fra blogtræffet, der konstant popper op i hovedet på mig, havde jeg en plan. Når hun kan, så kan jeg da også 😉

Romkugler eller trøfler, kært barn har mange navne, laver jeg engang imellem og jeg bruger gerne denne opskrift, men kan også anbefale denne her super hurtige og lækre version. Træstammer med marcipan har jeg til gengæld aldrig prøvet kræfter med, men nu har jeg jo efterhånden set diverse bagere producere dem i snart 8 år, så jeg havde da en idé om, hvordan jeg skulle gribe det an 🙂

Jeg lavede dobbelt portion af romkuglemassen. Den ene halvdel blev brugt til træstammer og den anden halvdel blev rullet til mini romkugler, som blev vendt i chokoladekrymmel. Morten rullede kuglerne og jeg vendte dem i krymmel, så det var faktisk meget hyggeligt 🙂

Træstammer med marcipan.

Ca. 16 stk.

1 portion romkugle masse (ca. 600 gr)

400 gr marcipan

lidt flormelis

Ca. 50 gr mørk chokolade

Del romkugle massen i to lige store dele og rul hvert stykke ud i en pølse på ca. 40 cm. Drys lidt flormelis på bordet og rul marcipanen ud i et rektangel på ca. 40 x 25 cm. Skær kanterne til, så de er lige. Halver marcipanstykket på langs og læg en romkugle pølse på hvert marcipanstykke. Rul pølsen ind i marcipanen og læg den med sammenføjningen nedad. Skær den ud i ca. 8 lige store træstammer med en skarp kniv. Gentag med den anden pølse. Smelt chokoladen, enten i mikrobølgeovnen eller over vandbad, og dyb enderne af træstammerne i chokoladen. Lad dem stivne på et stykke bagepapir og opbevar dem herefter i en lufttæt beholder, evt. på køl.

Pin It on Pinterest

Share This