Print Friendly

I går var det fredag, weekenden var skudt igang, hele familien var samlet, der kom et par venner forbi til kaffe og lidt vin – kort sagt, der var alt mulig grund til at bage en kage, da jeg kom hjem fra arbejde. Valget faldt på en mazarinkage, som jeg aldrig har prøvet at bage før men som til gengæld var meget nem. Det tog under 10 minutter at røre dejen sammen, hælde den i formen og smække den i ovnen.

Jeg kender flere der ikke er vilde med mazarinkage. Jeg har en teori til at det skyldes, at man sammenligner dem med de mazarinkager fra Dancake, som man køber i supermarkederne. Lidt at sammenligne med alle de mennesker der ikke bryder sig om citronmåner.
I går var der op til flere i selskabet, der ikke brød sig om mazarinkage og de endte faktisk med at være dem der spiste mest. Derfor kan jeg kun opfordre til at bage en rigtig god, hjemmelavet mazarinkage fyldt med marcipan og vanille og udfordre dine egne og din omgangskreds smagsløg – du vil ikke fortryde det.

Mazarinkage.

300 gr revet marcipan
50 gr hvedemel
100 gr smør
100 gr sukker
kornene af 1 vanillestang
2 tsk bagepulver
4 sammenpiskede æg

ca 75 gr mørk chokolade til overtræk.

Bland marcipan, mel, smør, sukker, vanillekorn og bagepulver i en skål og ælt dejen sammen. Ligesom ved mørdej samles dejen efterhånden som varmen fra hænderne smelter smør og marcipan sammen og gør dejen våd. Tilsæt de sammenpiskede æg og ælt videre til en våd og flydende dej.
Smør en form med smør og drys den med lidt sukker. Fordel dejen heri og bag den ved 175 grader i 30-35 minutter til kagen er gennembagt. Lad kagen køle lidt i formen og vend den herefter ud på en rist og lad den afkøle helt.
Smelt chokoladen over vandbad og overtræk kagen. Lad chokoladen stivne og server kagen.

Pin It on Pinterest

Share This