Print Friendly, PDF & Email

Som bekendt fik vi jo også lidt at spise i det der New York. Vi fik selvfølgelig mere at spise end det der er på billederne, men der er jo grænser for hvor mange billeder jeg kan smide ind. Desuden spiste vi også et par gange på restauranter, hvor jeg ikke rigtigt kunne få mig selv til at hive kameraet frem på et par af de mest “avancerede”, så det kommer der altså ikke billeder af.

Aftensmaden den første dag. Den tog vi på værelset, da ingen af os følte for at sidde på en restaurant efter at have været vågne i 24 timer 🙂 Diverse drikkevarer og lidt øl. Nylavet sushi. Et par deep pan slices med pepperoni og garlic knots, chokolade og karamel overtrukne popcorn, som jeg er fuldstændig vild med og som jeg også har købt et par kasser med hjem af og endelig en isafkølet pink lemonade…..århhh, jeg elsker lemonade. Vores værelse var i øvrigt med seng, sofa og sofabord, lille rundt bord med 2 stole ved og et minikøkken med 2 kogeplader og en kombineret ovn og microovn, køleskab og skabe med bestik, tallerkner, et par gryder og en pande, lidt grydeskeer, glas, kopper osv. Og så var der selvfølgelig badeværelse med kar og bruser. Tror aldrig jeg har set et så veludstyret hotelværelse, men vi lavede altså ikke selv mad.

I skal da heller ikke snydes for et nærbillede af de der chokolade og karamel overtrukne popcorn….det er altså usædvanligt godt.

En rigtig amerikansk grillet burger skulle der jo også til. Med nylavede, friske pommes frites. I øvrigt serveres der næsten udelukkende byg-selv-burgere ligesom denne her og så står der Heinz ketchup, sennep og mayonnaise på bordene.

Og så lod jeg mig som altid friste af de lækre frugtsalater, der sælges alle steder….denne her gjorde det ud for natmad og blev spist i sengen, mens jeg så på én af de 3 food channels, der var blandt vores tv-kanaler.

Elsker konceptet med at hver eneste deli eller supermarked har store øer, fyldt med fade med varme og kolde retter, salater, supper og frugt i mundrette bider som man fylder i take away bokse. Man betaler efter vægt og jeg har aldrig oplevet at blive skuffet. Denne her boks blev nydt til frokost i Union Square Park, mens solen skinnede fra en skyfri himmel.

Denne her bananmuffin med chokoladestykker udgjorde desserten efter boksen ovenover.

Og så blev det tid til en ispause. Her en kugle Chunky Monkey, bananis med chokoladestykker og valnødder og en kugle Americone Dream, karamelis med karamelstriber og chokoladeovertrukne isvaffelstykker.

Take away fra den lokale diner. Cobb salad med grillet kyllingebryst, romaine salat, tomater, rødløg, avocado, bacon, agurk, peberfrugt og oliven. Desuden Club sandwich med home fries og grilled cheese sandwich.

Så er det blevet tid til morgenmad, igen på den lokale diner. Græsk yoghurt med honning, friske bær og hjemmelavet granola.

Og endelig en breakfast sandwich med omelet, god skinke og smeltet ost…Det hele skyllet ned med kaffe ad libitum i bedste diner stil.

 

Pin It on Pinterest

Share This