Print Friendly, PDF & Email

Efter vi har været i New York og fik spist nogle små lækre ostekager har jeg haft lyst til mere af den slags. Ikke en bagt cheesecake som denne her, men den gode, gammeldags Karoline klassiker med kirsebærgele, som jeg ikke har lavet i mange år efterhånden.

Jeg er vild med den cremede, bagte cheesecake og det er nok også lidt derfor, at den anden er blevet skubbet i baggrunden de seneste par år. Men mens jeg boede i Århus var der engang imellem, at Salling Bageren havde cheese cakes med kirsebær og hvis jeg kom forbi og så sådan én kunne jeg næsten ikke lade være med at købe den med hjem. Derhjemme begyndte jeg så fra en ende af, skar mig et stykke og spiste det. Skar et stykke mere osv. indtil jeg havde fået nok. Et par timer senere, kunne jeg så igen have fået lyst til et stykke og sådan fortsatte det indtil kagen var væk. Faktisk kunne man sagtens møde mig, i bedste Nigella stil, i nattøj på vej ind i køleskabet bevæbnet med en gaffel for lige at gafle et par bider op af kageæsken.

Kort sagt, jeg ELSKER ostelagkage men havde fået skubbet den alt for langt op i glemmebogen. Forleden dag skulle det så være – jeg havde tiden og ingredienserne og havde fundet den gode gamle opskrift fra Karoline bøgerne frem – den har jeg altid brugt og den har aldrig svigtet.

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den, for selvom Karoline er en klassiker og rimelig idiotsikker, så skader det jo ikke med lidt fornyelse.

Klassisk ostelagkage med kirsebærtop.

75 gr smør
150 gr Digestive kiks

4 blade husblas
200 gr flødeost naturel
2 past. æggeblommer
2 dl creme fraiche 18 %
kornene af 1 vanillestang
revet skal af 1/2 citron
2-3 spsk citronsaft
2 past. æggehvider
50 gr flormelis

1 glas syltede kirsebær, ca. 340 gr
4 blade husblas

Knus kiksene, enten ved at komme dem i en frysepose og slå på dem med kødhammeren eller kagerullen eller ved at komme dem i food processoren. Smelt smørret og bland det sammen med raspen fra kiksene. Tryk blandingen godt ud i bunden af en springform.

Læg husblas i blød i koldt vand ca. 10 minutter. Rør flødeost, æggeblommer, creme fraiche, vanillekorn og citronskal sammen. Knug vandet fra husblassen og kom den i en lille skål sammen med citronsaften. Smelt husblassen i microovnen i ca. 15 sek. ved fuld effekt. Alternativt kan husblassen smeltes i en lille skål over vandbad. Rør en spsk. af osteblandingen ud i den smeltede husblas for at temperere den og rør derefter blandingen i resten af ostemassen. Pisk hviderne stive og vend flormelis heri. Vend forsigtigt hviderne i ostemassen og fordel ostemassen på kiksebunden og sæt kagen koldt i minimum 5 timer, men gerne til næste dag.

Læg husblas i blød i en skål i ca. 10 minutter. Hæld kirsebærrene til afdrypning men gem saften. Når kirsebærrene er afdryppede fordeles de ovenpå den stivnede ostekage. Kirsebærsaften fortyndes med vand, til der er ca. 2 1/2 dl. Knug vandet af husblassen og kom det i en lille skål sammen med lidt af kirsebærsaften. Smelt husblassen i microovn som beskrevet ovenfor. Kom en sjat af den kolde kirsebærsaft i den smeltede husblas for at temperere den og hæld derefter husblassen i resten af kirsebærsaften. Lad saften stivne let inden den forsigtigt hældes over kirsebærrene på ostekagen.

Lad kagen stå køligt til gelen har sat sig og er helt blank og fast. Befri kagen fra springformen ved at køre en kniv langs kanten og lad den derefter glide over på et fad. Og så er det ellers bare at servere.

Pin It on Pinterest

Share This