Print Friendly, PDF & Email

Vi var til bryllupsfest i går og kom i seng klokken 5.30 i morges. Knap så ædru som da vi tog afsted men uden at vi ligefrem har ligget med tømmermænd i dag. Det er efterhånden ved at være mange år siden, at jeg har brugt en søndag på tømmermænd. Det er ligesom at man med alderen bliver lidt bedre til at tænke fremad på dagen i morgen, og så vælger man lige at snuppe et glas vand mere og et glas vin mindre. Ikke desto mindre er man jo lidt slap og øm i kroppen af mangel på søvn og pga lidt for meget dans. Stemmen er også lidt hæs for der blev både snakket, grinet og sunget karaokee til den lyse morgen. Det var hyggeligt, sjovt, festligt, rørende, romantisk – kort sagt, den perfekte bryllupsfest.

I dag har vi så nusset rundt. Jeg vågende klokken 10.30 og kunne faktisk ikke sove mere. Lå dog i sengen til klokken 12.30 og sumpede til lidt fjernsyn, inden vi stod op. Men så endte det jo alligevel med, at vi blev lidt lækkersultne ud på eftermiddagen og pludselig stod jeg i køkkenet og var i gang. Efter jeg første gang lavede breadsticks for nogle uger siden, er jeg nærmest blevet afhængig af dem. Jeg har købt uanede mængder af pizzadej, både grov og almindelig, for hele familien deler min besættelse og uanset hvor mange jeg bager, forsvinder de bare ud i det blå.

 

 

De er perfekte som appetizers, snacks, brød til suppen, natmad osv osv… Fyldet kan varieres i det uendelige, foreløbig har jeg forsøgt mig med ramsløgspesto, basilikumpesto og oliventapenade og i dag prøvede jeg så med friskost. På den ene pizzabund smurte jeg pikantost og på den anden hvidløgsost og efter 10 minutter var der snacks til den trætte og lækkersultne familie… Uhhh, det var godt.

Breadsticks med friskost.

1 rulle færdiglavet pizzadej

½ – 1 pakke friskost, fx pikant eller hvidløgsost

Rul den færdige pizzabund ud af emballagen og smør et jævnt lag friskost på. Halver bunden én gang på langs med en kniv eller et pizzahjul, så der fremkommer to lange og brede stykker. Hvert af disse stykker skæres i 8-10 strimler af ca. 3-4 cm bredde. Sno strimlerne et par gange mellem tommel- og pegefinger og læg dem på en plade med bagepapir. Bag de små brød ved 200 grader i 10-15 minutter til de er gyldne og gennembagte. Afkøl let og spis de nybagte breadsticks lune, evt. med en god dip til.

Pin It on Pinterest

Share This