Print Friendly, PDF & Email

I dag har jeg bagt til den store guldmedalje. Det hele er bagt på bagepulver, så der var ingen hævetider og det endte med, at jeg fik bagt det hele på små 2 timer inkl. bagning og rengøring.

Der var en hel del frø og kerner i skabet, og det viste sig, at jeg havde alle ingredienserne til en portion hjemmelavede knækbrød. De er nemme at lave, det tager faktisk kun ca. 10 minutter og de smager skønt. De er ikke så hårde, som det knækbrød man køber og så er de rigtig gode til ost. Det er ved at være længe siden jeg sidst har bagt dem, men dengang bloggede jeg også om det, så opskriften ligger her, hvis nogen skulle være interesserede.

Da jeg nu var i gang, kunne jeg lige så godt udvide bagningen med en portion cantuccini, som er italienske mandelsmåkager. De er rigtig lækre at dyppe i en kop cremet cafe latte eller capuccino eller bare at sidde og gnave i. Der er ikke smør eller olie i, så på en måde er de lidt fedtfattige, men man skal jo ikke glemme, at der er en del sukker i. Jeg bruger lyst rørsukker, som giver en skøn smag ligesom jeg heller ikke smutter mandlerne, da jeg godt kan lide det lidt rustikke udseende det giver. Opskriften er den samme som jeg altid bruger, og den ligger lige her.

Hvis man synes dejen er en lille smule tør kan man med fordel tilsætte lidt vand, men kun i meget små portioner, for hvis man ikke passer på bliver dejen pludselig ret flydende.

Derefter kom turen til en portion cookies med mandler og to slags chokolade. Opskriften sagde, at der skulle 125 gr hvid og 125 gr mørk chokolade i dejen. En anden gang vil jeg nok komme lidt mindre chokolade i, da det er lige før der står chocolate chips ud at mundvigene på mig, når jeg spiser en kage. Det er liiiige lidt for meget.
Desuden var dejen ret tør at arbejde med, idet der var både havregryn og hvedemel i. Jeg formede dem til små kugler og stillede dem på pladen med god afstand, da der stod at de ville flyde ud. Det gjorde de så overhovedet ikke, så da halvdelen af bagetiden var gået måtte jeg lige efter dem og trykke dem flade med en gaffel, ellers var det blevet til cookie boller i stedet.

Smagen fejler til gengæld intet, altså udover lidt for meget chokolade, og jeg vil bestemt bage dem igen en anden gang, for både kæresten og jeg selv synes de er lækre og konsistensen er god og sprød, præcis som jeg foretrækker cookies. Faktisk synes kæresten ikke der er spor for meget chokolade i, skulle jeg hilse og sige – men for min egen skyld vil spare lidt på både mel og chokolade næste gang, for så tror jeg, at opskriften bliver helt perfekt.

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den og så må det være op til den enkelte at vurdere, om der skal mindre chokolade eller mel i. Man skal bare huske, at hvis ikke man har noget imod, at kagerne ikke flyder så meget ud, så skal man lige huske at trykke dem let flade inden bagningen.

Cookies med mandler og 2 slags chokolade.

100 gr lyst rørsukker
100 gr smør
1 æg
kornene af 1 stang vanille
1 tsk bagepulver
150 gr mel
75 gr havregryn
125 gr hvide chocolate chips
125 gr mørke chocolate chips
50 gr mandler, grofthakkede

Sukker og smør røres luftigt og æg og vanille tilsættes. Bagepulver, mel og havregryn røres i dejen og herefter chokolade og mandler. Dejen trilles til kugler som presses let flade med hånden eller en gaffel. Bag kagerne ved 175 grader i ca. 15 minutter, til de er gyldne og færdigbagte. Lad kagerne afkøle på risten og opbevar dem derefter i kagedåse.

Pin It on Pinterest

Share This