Print Friendly, PDF & Email

Udover de traditionelle hveder med kardemomme, bagte jeg også en variant med kanel til Bededags aften. De smagte skønt med koldt smør eller, endnu bedre, hvid castelloost, min mors hjemmelavede appelsinmarmelade og toppet med hasselnødder i akaciehonning. Kanelsmagen er ikke gennemtrængende og jeg kunne sagtens finde på at komme lidt mere i en anden gang, men man kan selvfølgelig godt ane smagen i hvederne.

Under alle omstændigheder syntes jeg, at de var et lækkert alternativ til hvederne med kardemomme og vi har faktisk kun lige en lille smule blandede kardemomme og kanel hveder til overs til morgenmad i dag, ellers er de fleste spist, så det må jo siges at have været en succes.

Jeg bagte kanelhvederne efter nogenlunde samme princip, som hvederne med kardemomme, men lavede dog en lidt mindre portion. Jeg synes egentlig ikke, man skal begynde at eksperimentere alt for meget med de traditionelle hveder og eksempelvis lave hveder fyldt med revet gulerod, græskarkerner eller hvad man ellers kunne have fundet på, men denne variant ligger så tæt på at originalen, at det ikke gør mig noget. Og så smager de faktisk ret så godt og fylder køkkenet med en skøn duft af kanel, både under bagningen og den efterfølgende ristning.

 

 

Hvis man vil gøre kanelsmagen endnu mere intens, kan man smøre dem med en kanelsmør rørt på smør, flormelis og kanelpulver. Jeg syntes, der ville være blevet lige lovlig meget frensh toast over kanelhvederne, hvis de også havde fået sådan en omgang smør, så vi fik bare almindelig Lurpak til. Men der er da ingen tvivl om, at kanelhveder med kanelsmør havde været geniale som morgenmadshveder i dag.

Kanelhveder

15 stk.

50 gr smør
2,5 dl mælk
25 gr gær
1 æg
2 spsk lyst rørsukker
1/2 stk salt
2 tsk stødt kanel
ca. 450 gr hvedemel

Smelt smørret og tilsæt mælken. Rør gæren ud heri og tilsæt derefter æg, sukker, salt og kanel. Ælt melet i dejen og lad den hæve til dobbelt størrelse under et viskestykke. Det tager ca. 1 – 1,5 timer.
Slå dejen ned og form den til 15 hveder. Læg dem tæt sammen på en bageplade. Dæk hvederne med et fugtigt viskestykke – ellers kan du risikere, at viskestykket hænger fast i hvederne efter hævning, og lad dem hæve ca. 30 minutter med damp i ovnen. Se evt. fremgangsmåde her.

Tag hvederne ud af ovnen, varm ovnen op til 200 grader og bag derefter hvederne 15-20 minutter til de er gyldne og gennembagte. Flæk hvederne og rist dem. Server med smør, ost eller kanelsmør.

Pin It on Pinterest

Share This