Print Friendly

Min mor havde fødselsdag for et par dage siden og skulle i den forbindelse have morgenbrød med til kollegaerne på arbejde. Jeg bagte en ordenlig portion gulerodsbrud, men syntes også, de skulle ha lidt sødt og valget faldt på en omgang lette og luftige kanelsnegle som altså også viste sig at blive pænt store.

Det er en ret stor portion – jeg fik faktisk 25 kæmpe snegle ud af den, så man kan sagtens halvere opskriften. Til gengæld synes jeg ikke, man skal skære sneglene i tyndere skiver for på den måde at få en større mængde, for der er altså noget over sådan en stor blød og lækker snegl. Jeg synes ofte, at hjemmebagte kanelsnegle har det med at blive lidt tørre i det, fordi man er gået ind for kvantitet i stedet for kvalitet og har skåret eksempelvis 50 snegle med en tykkelse på 3 mm ud af en rulle dej, som kun var beregnet til 25 stk.

 

 

Jeg kom ikke glasur på de færdige snegle, for de skulle lunes i ovnen, inden de skulle spises, men da jeg heller ikke bryder mig særlig meget om glasur, plejer jeg faktisk at drysse dem med lidt perlesukker, lige inden de kommer i ovnen i stedet for. Det ser fint ud og giver lidt knas.

Kæmpe kanelsnegle.

2 pk gær
5 dl mælk
200 gr smeltet smør
4 æg
4 spsk rørsukker
1 tsk kardemomme
ca. 1 kg hvedemel

150 gr blødt smør
4 spsk rørsukker
2 spsk kanel
1 tsk hvedemel

Lun mælken og rør gæren ud heri. Tilsæt det smeltede smør, æg, rørsukker og kardemomme og ælt melet i. Ælt til en glat og smidig dej og lad den hæve tildækket i 1-1,5 timer, til den er dobbelt størrelse. Imens røres smør, sukker, kanel og hvedemel sammen i en lille skål.
Slå dejen ned, ælt den igennem og del den i to kugler. Hver kugle rulles ud til et rektangel og kanelsmøret fordeles på de to rektangler. Herefter rulles dejen sammen til roulader og skæres i skiver på ca. 3 cm. Sneglene lægges på bageplader og trykkes flade med hånden, så de bliver lidt større. Herefter hæver sneglene ca. 30 minutter, pensles med lidt mælk, drysses evt. med lidt perlesukker og bages ved 200 gr i 12-15 minutter, til de er lysebrune og gennembagte. Lad sneglene køle og pynt med glasur, hvis de ikke er drysset med perlesukker.

Pin It on Pinterest

Share This