Print Friendly

Sommermad af den virkeligt gode slags må være røget makrel på rugbrød med grønt ovenpå. Og selvom det er en gudespise, så er det jo heldigvis noget af det simpleste at lave.

Køb en rigtig god, røget makrel – det kan virkelig betale sig, for der er altså smagsforskel. Fordelen ved røget makrel er til gengæld, at de altid fås hos fiskehandleren eller fiskebilen, hvis man handler et sted, hvor der holder sådan en på udvalgte dage og man er altså ikke nødt til at vente på, at de kommer i sæson som fx stenbiderrogn, ålekvabber eller lign. For det meste fås røget makrel i et utal af smagsvarianter, fx peber, chili, hvidløg, citronpeber mm – det gælder bare om at finde den, som man bedst kan lide.

 

 

Vi spiste hver især 2 stykker af disse her til aftensmad og det kan da godt være, at regnen har styrtet ned det meste af dagen her i Vejle og at jeg på det nærmeste måtte udstyres med waders og paraply, da jeg hentede salat, radisser og purløg i haven, men det her er godt nok stadigvæk sommermad så det basker.

Røget makrel på rugbrød.

2 pers.

2 skiver rugbrød

½ – 1 røget makrel

2 kogte kartofler, afkølede og skåret i skiver

lidt mayonnaise

desuden – salatblade, radisser i skiver og purløg til pynt

Anret rugbrødsskiverne på 2 tallerkner. Skær kødet af makrellen i så store filetter som muligt. Fordel salat, kartoffelskiver og makrel på brødet og pynt med mayonnaise, ekstra salat, radisser i skiver og friskklippet purløg – server straks.

Pin It on Pinterest

Share This