Print Friendly, PDF & Email

tarteletter

Vi har svælget i danske asparges på det seneste på grund af vejret. En mand på grønttorvet fortalte mig nemlig, at netop pga det gode vejr, ville de være tidligt ovre i år, så hvor man normalt kan købe friske, danske aparges indtil omkring Sankt Hans, kommer der ikke til at gå helt så lang tid i år. Efter at have spist blancherede, grillede og friske asparges, havde jeg dog lige en rest tilbage, som jeg ikke rigtigt viste, hvad jeg skulle bruge til. Til gengæld fandt jeg et par kyllingebryster i fryseren og så var der jo ligesom mulighed for en lille, lækker forret. Som sagt så gjort.

Kyllingen blev kogt, afkølet og skåret i tern, asparges blev skåret i mindre stykker og blancheret, saucen blev lavet og smagt til, det hele blev vendt sammen og hældt i de lune tarteletter og så var der ellers god, dansk mad når det er bedst.

 

 

Har man ikke friske asparges, kan retten selvfølgelig sagtens laves med et glas aspargessnitter. Det vil jeg faktisk foretrække, hvis jeg eksempelvis skulle lave høns i asparges til julefrokosten, for der er ikke meget ved de friske på den tid af året.

Tarteletter med høns i asparges.

8-10 stk.

2 stk kyllingefilet
1 spsk smør
2 spsk mel
evt lidt fløde
salt og peber
1 bundt friske asparges

Kyllingefiletterne koges i en gryde med vand. De skal kun lige være færdige, da de nemt kan blive tørre hvis de overkoges. Skær evt. en filet over efter lidt tid, hvis den er rød indvendigt skal den naturligvis tilbage i gryden.
Tag kyllingestykkerne op af gryden og lad dem afkøle. Gem fonden. Skær asparges i mundrette bider, husk at kassere den nederste trægede del, kom dem i en gryde med vand og lad dem koge et par minutter – hæld dem til afdrypning i en sigte. Skær kyllingen i mundrette bider. Rør smør og mel sammen i en gryde og tilsæt kyllingefonden lidt efter lidt til en opbagt sauce. Hvor tyk saucen skal være justeres i forhold til den tilsatte mængde fond. Tilsæt evt. lidt fløde og smag til med salt og peber. Vend kylling og asparges i saucen og varm det hele igennem. Lun tarteletterne i ovnen eller lynhurtigt i microovnen, fordel saucen i dem, pynt evt. med lidt tomat og karse og server.

Pin It on Pinterest

Share This