Print Friendly

Nu har den værste rabarberstorm jo lagt sig, men selvom de ikke er big news længere, så smager de jo stadigvæk godt. Jeg har sommetider læst, at man helst skal spise sine rabarber inden Sankt Hans, for der er der ikke så meget syre i dem som senere på sæsonen – I ved det der ligesom giver pels på tænderne, når man bider i en rabarber. Jeg har endnu ikke rigtig oplevet, at det har været ubehageligt at spise rabarber efter Sankt Hans, så jeg bruger dem flittigt endnu og jo flere jeg plukker, jo flere nye skyder der frem i bedet. Men vil man være helt sikker på at undgå pels på bisserne, kan man købe non oxal syre i supermarkederne – det står ved siden af citronsyren, som i øvrigt har været kronisk udsolgt siden hyldeblomstjagten gik ind.

 

 

Denne her kage er nem at gå til og kræver ikke alt for meget arbejde. Den smager skønt serveret lun med creme fraiche, flødeskum eller vanilleis, men kan også sagtens serveres kold og så kan den både gå til dessert og kaffe. Ren win win…

Rabarberkage med mandler.

250 gr rabarber i små stykker
90 gr sukker
2 vanillestænger
90 gr smør
90 gr sukker
90 gr hvedemel
3 æg

Smuldredej.

90 gr hvedemel
90 gr sukker
50 gr mandler, smuttede og grofthakkede

Rabarberstykker, sukker og de tomme vanillestænger blandes i et ildfast fad og bages i ovnen ved 200 grader, til rabarberne er lige netop møre.
Imens røres kagedejen sammen. Smør og sukker røres lyst og skummende. Herefter røres hvedemel, æg og vanillekorn i dejen og den fordeles i et ildfast fad foret med bagepapir. Kassér de tomme vanillestænger fra de bagte rabarber og fordel rabarberne over dejen i fadet. Bland ingredienserne til smuldredejen og fordel den ovenpå rabarberne.
Bag kagen ved 200 grader til låget er gyldent og kagen er gennembagt. Det tager ca 20 minutter afhængig af ovnen.
Server med creme fraiche, flødeskum eller is.

Pin It on Pinterest

Share This