Print Friendly, PDF & Email

EN VARE ER KUN BILLIG, SÅ LÆNGE DEN ER MERE VÆRD!!!

Da jeg var lille, åbende der en restaurant i Vejle. Jensen’s Bøfhus hed den, og den blev en succes. Den lå og ligger den dag i dag på gågaden, og når man gik forbi kunne man på lang afstand dufte de grillede bøffer. Folk der ikke kom fra byen spurgte hvor den fantastiske duft kom fra og svaret var altid det samme : “Årh, det er ovre fra Jensen’s, der dufter altid fantastisk af grillede bøffer her, man bliver helt sulten”!
Jeg har ikke været på Jensen’s Bøfhus i snart 10 år, og det er efterhånden ved at være en del år siden, at nogen har kunnet dufte noget som helst grillet fra Jensen’s Bøfhus i Vejle. Mon de har fået en ny og mere effektiv udsugning?
På nettet har jeg læst mange blandede anmeldelser af Jensen’s Bøfhus, og har efterhånden fundet ud af, at man skal holde sig fra stedet om aftenen, idet priserne overhovedet ikke kan leve op til kvaliteten, men til frokost, siges det, er det ok.

Tilfældigvis befandt jeg og min småsultne kæreste os lige foran Jensen’s Bøfhus i går ved frokosttid, og jeg/vi besluttede os for at tage tyren ved hornene, og gå ind og finde ud af hvad det var for noget “ok” mad de kunne servere til frokost. Vi blev meget hurtigt taget imod af en smilende værtinde, som fandt et fint bord til os og gav os et menukort. Så langt så godt. På 1. side var der et billede af Hr. Jensen himself, der havde skrevet et lille stykke om hvordan han elsker store og saftige, møre bøffer og hvordan han ønsker, at hans gæster kun skal have det bedste af det bedste, men at det samtidig ikke skal koste dem noget særligt.
Derefter fulgte siden med frokosttilbuddene der, indrømmet, godt nok var meget billige. Jeg vil faktisk næsten kalde dem foruroligende billige. Desuden stod der, i en lille note, at selvom bøfferne kan variere i størrelse, så vejer de alle det samme. Ja, det var jo rart at vide, så ingen skulle føle sig snydt.

 

 

Tjeneren eller rettere “Chef-vært-aspiranten” (ja, det stod der på navneskiltet) kom ned til vores bord for at tage imod bestillingen. 2 gange frokostbøffer blev bestilt, det var jo dem vi var kommet for at tjekke ud, til den nette pris af 49 kr pr. portion. Kan det lade sig gøre??? Det er billigere end en menu på Burger King eller McDonalds. Det er faktisk også billigere end en pizza. Grotesk nok kostede kærestens danskvand 39 kr. Og nej, jeg siger ikke at det er dyrt, for sådan er restaurationspriser jo, men det sætter ligesom prisen på den latterligt billige bøf lidt i perspektiv.

Chef-vært-aspiranten forhørte sig desuden om hvorvidt vi ville bestille ekstra sauce og kartofler nu, eller om vi ville vente lidt! Var jeg den eneste der fornemmede, at det ligesom lå i luften, at vi ikke skulle regne med at blive mætte af det de ville servere for os her? Endelig skulle vi tage stilling til hvordan bøffen skulle steges og vi valgte begge en medium.

Snakken gik hyggeligt i de ca. 10 minutter det varede før vores mad kom. Derefter blev der sat 2 tallerkner foran os med 2 bøffer, kartoffelskiver og sauce. Jeg behøver vist ikke en nærmere beskrivelse, for jeg tør vædde på, at der ikke er nogen danskere der ikke ved hvordan anretningen så ud:-) Bøfferne var til gengæld ret forskellige af størrelse og udseende, men det var vi jo blevet “advaret” om i menukortet, så jeg kastede mig over min lille og tykke bøf mens kæresten gik i gang med sin større og lidt tyndere bøf. Jeg skar et solidt stykke af og kunne derefter konstatere, at min bøf var MEGET rød. Derefter halverede jeg bøffen og må indrømme, at det undrede mig den ikke skreg Muuuuh, så rød var den indeni.

Tjeneren blev hidkaldt og jeg pegede på de 3 stykker overskåret kød og gjorde opmærksom på, at bøffen ikke virkede specielt medium stegt. Nåååååååå – syntes jeg ikke det???? Nå, men så ville hun da lige køre den igennem ovnen én gang til! Ovnen???? Ok, min bøf var altså bagt!!!!  Lidt efter kom hun forbi vores bord og kunne meddele, at nu havde hun sat den i ovnen, så nu skulle den bare lige rulle igennem, så var den klar! Små 10 minutter senere var hun tilbage med mine 3 stykker bøf. Denne gang var de ikke rå. Faktisk var de så overordenligt well done, at det er længe siden jeg har set noget lignende. Kødstykkerne var jo ikke længere så store og kunne ikke tåle ret meget varme før de blev gennemstegte. Jeg syntes dog ikke jeg ville gøre mere vrøvl over bøffen, et eller andet sted sad jeg hele tiden med tanken : hvad kan jeg forvente til 49 kr?Vi spiste vores mad og derefter kom tjeneren og hentede vores tallerkner og spurgte om vi havde lyst til kaffe eller dessert. Da vi sagde nej tak til begge dele, sagde hun, at hun ville komme med vores regning og så var der jo ikke rigtigt mere at foretage sig end at betale og sige pænt farvel.

Lad os være ærlige – det var ikke en oplevelse at spise på Jensen’s Bøfhus. Maden var intetsigende og smagsløs, bøffen var ikke på noget tidspunkt stegt som jeg havde bedt om, og ingen af os blev mætte. Vi kunne selvfølgelig have bestilt de ekstra kartofler og sauce, men jeg mener ikke det kan være rigtigt, at man som udgangspunkt skal bestille ekstra tilbehør sammen med sin bestilling. Jeg skal ikke kunne sige om det passer, men jeg har en meget stærk fornemmelse af, at der ikke er ansat kokke i køkkenet. Jeg fik klart indtryk af, at den unge pige der serverede maden for os også var hende der havde lavet den. Det var i øvrigt også hende der sagde, at hun ville køre min bøf endnu engang gennem ovnen, og hvis hun er istand til at smide bøffer i ovnen kan hun nok også finde ud af at smide kartoflerne i frituren og saucen i microovnen. Men hvis det er tilfældet, at kokkene er afløst af studerende der holder sabatår, vil jeg dog foreslå Hr. Jensen at slå et lille skilt med en note op ved siden af ovnen, magen til det i menukortet, omhandlende de skiftende størrelser på bøfferne.
Der skal stå : “Bøfferne vejer lige meget men har forskellige størrelser og tykkelser. Derfor skal 2 bøffer, der begge skal være medium stegte, ikke nødvendigvis rotere lige lang tid rundt i ovnen”!

Hvis man skal tro diverse diskussioner på internettet har Jensen’s Bøfhus et alt andet end godt ry. Beretninger om rå bagekartofler, bippen fra microovne i køkkenet, ligegyldige tjenere, brændte eller halvrå bøffer og slatten salatbar fylder diverse debatsider. Allerede inden jeg trådte ind i restauranten i går, havde jeg sørgeligt nok en forudfattet mening om, at dette ville være en discount-restaurant. Stadiet over et gennemsnitligt supermarkeds cafeteria, men det skyldes udelukkende, at man her får bragt maden ned til bordet af en tjener. Men hvorfor har jeg allerede inden jeg er trådt over dørtærsklen til restauranten en forudfattet negativ mening om dette her sted, på trods af, at jeg ikke har spist her i over 10 år? Hvis er skylden? Det er såmænd Hr. Jensens egen.

Jeg må hellere lige forklare. Der var engang, som jeg skrev tidligere i indlægget, hvor Jensen’s Bøfhus var en populær restaurant med ry for at servere god mad og lækre grillede bøffer. Men i takt med, at restauranterne blev en større og større succes synes jeg desværre, at man gik mere og mere på kompromis med kvaliteten. Maden skulle tilsyneladende være så billig som overhovedet muligt, og for at det kunne lade sig gøre, har det åbenbart været nødvendigt, at udelade udlærte kokke i køkkenet til at grille bøfferne. Desuden er portionerne så små, at man nok skal være barn for at blive mæt, men jo mindre portionerne er, jo billigere kan de sælges. Og endelig; jeg går ikke på restaurant og nyder min mad i troen på, at kokken har lavet hver eneste lille ting fra bunden. Jeg er udemærket klar over, at grønsagerne formentlig er skåret på maskine og kommer fra B.C.Catering, at en del af produkterne er halvfabrikata og at fonden ikke er hjemmekogt. Men jeg får lov til at bevare mine illussioner, idet jeg ikke kan være 100 % sikker på, at det rent faktisk forholder sig sådan – jeg kan ikke vide hvor meget der rent faktisk bliver tilberedt fra bunden i restaurationskøkkenet.
Det kan jeg til gengæld på Jensen’s Bøfhus for det bliver jeg bekræftet i hver eneste gang jeg bøjer mig over en køledisk i et supermarked og bliver bombarderet med Jensen’s spareribs, Jensen’s mørbradgryde og 2 flasker Jensen’s sauce for en 20’er. INTET bliver lavet fra bunden i Jensen’s køkkener, men salget af de mange produkter er med til at holde priserne på frokostbøfferne nede!

Nej jeg var ikke imponeret og kommer nok ikke igen de næste mange år. Samtidig kan jeg kun give de mange debattører på internettet ret i, at man skal holde sig fra Jensen’s Bøfhus om aftenen, for jeg går ikke ud fra, at den føromtalte ovn til stegning af bøfferne laver sig om til en grill om aftenen. Til gengæld formår prisen på samme anretning som vi fik til 49 kr, at kravle helt op på 139 kr! Meeeeeeen ret skal være ret, så får man også en bøf på 190 gr istedet for frokostbøffens sølle 180 gr.

Og prisen er måske nok i virkeligheden hele problemet. Jeg sad som sagt hele tiden med følelsen af, at jeg ikke kunne tillade mig at klage alt for meget over maden, for hvad kunne jeg forvente til 49 kr, men jeg bryder mig ikke om at sidde med den følelse når jeg spiser ude. Jeg vil have noget ordenligt for mine penge og så vil jeg godt nok hellere betale mere og så få hvad jeg betaler for.

Afslutningsvis har jeg en bøn til Hr. Jensen. Vil du ikke nok være sød at sætte priserne på dine frokostbøffer op? Jeg vil så gerne give 100-120 kr for en lækker frokostbøf, hvis jeg må få den tilberedt af en kok der har en grill og forstand på hvordan man griller et stykke kød, (så kan man også bedre forsvare at tage 139 kr for samme bøf om aftenen). Og hvis jeg må få 10 kartoffelskiver mere, så jeg kan blive mæt, og hvis jeg kan slippe for at blive mindet om, at alt tilbehøret,i tilfælde af mangler på lageret, kan være blevet hentet i Føtex på den anden side af gaden. Og så skal jeg nok komme igen:-)

Hvad er dine erfaringer med Hr. Jensen og hans bøfhus?

Pin It on Pinterest

Share This