Spicy pistacier…
Med al den sol og varme vi har haft de sidste par dage er der gået ren grill og snacks i det hele. Vi griller hver aften, og mens kullene bliver varme nyder vi forskellige snacks. I dag blev det til en portion spicy pistacienødder. Jeg tog udgangspunkt i en gammel amerikansk opskrift, som jeg desværre ikke længere husker hvor stammer fra, samt i de krydderier jeg brugte, da jeg lavede sweet chili nuts for en måneds tid siden, for de gav en rigtig god og krydret smag til nødderne. Jeg valgte så til gengæld at udelade sukker og eddike, da jeg ikke ønskede søde nødder. Desuden har pistacienødder jo også skal på, og jeg regnede med det ville være både for bøvlet og få fedtet at pille skallen af karamelliserede nødder.
Nødderne blev lækre og spicy med et lille kick fra chipotle som jeg elsker. Vi spiste dem mens de stadig var lune og det blev de bestemt ikke dårligere af, men man kan sagtens gemme dem i en lufttæt beholder…
Jeg brugte tørristede og saltede pistacienødder til denne her portion. Jeg synes det er drønhyggeligt at sidde og pille pistacienødder og det gør også, at man ikke bare hælder håndfuld efter håndfuld i munden, som man ofte kan have tendens til med panuts, men hvis man ikke gider alt “pillearbejdet” kan man bare bruge pistacienødder uden skal. Ofte er pistacienødder uden skal usaltede, så hvis man bruger den slags, kan det være en god idé at tilføje lidt ekstra salt til nødderne…
“Marinaden” til pistacierne blev rørt sammen af smeltet smør, worcestershiresauce/engelsk sauce, hvidlløgspulver, stødt spidskommen, chipotle chilipulver og lidt havsalt…
Herefter blev pistacienødderne vendt rundt i “marinaden”, så alle var godt smurt ind. Jeg lod nødderne trække i saucen mens ovnen varmede op. Man skal ikke være bange for, at nødderne ikke tager smag, fordi skallen sidder på. Saucen skal nok trænge ind bag og give masser af smag…
Da ovnen var varm nok bredte jeg nødderne ud i et enkelt lag på en bageplade og lod dem riste i ovnen i ca. 15 minutter ved 175 grader, til de var blevet lidt mørke. Da pistacierne jo er ristede i forvejen skal man passe på de ikke får for lang tid i ovnen, lige pludselig er de for mørke og så smager de ikke så godt…

