Print Friendly, PDF & Email

Jeg trængte til noget varmt og lækkert til frokost, som samtidig ikke behøvede at tage alt for lang tid at lave. Noget med smeltet ost, der osede langt væk af “hygge -mad”. Valget faldt på en amerikansk klassiker, som jeg er vild med – tuna melts. Min erfaring siger mig, at ca. halvdelen af den danske befolkning hader varm tun, og den anden halvdel elsker varm tun. Jeg elsker varm tun og kan sagtens finde på at bestille en pizza med tun, rejer og muslinger, hvis vi er ude og spise på en italiensk restaurant.

Kombinationen af den smeltede ost, den varme, cremede tun, det sprøde ristede brød, den salte smag af kapers og løgenes skarphed er uovertruffen og det bedste er, at man får lidt af det hele i hver eneste bid. Spis tuna melts helt varme, direkte fra ovnen, eller lad dem køle lidt af og server dem lunkne. Man kan faktisk også godt spise dem kolde, men så må man finde sig i, at brødet ikke er helt sprødt mere pga tunen og at osten ikke er flydende og kan trækkes i lange, seje tråde.

 

 

Tuna melts.

5 stk.

1 ds. tun i vand
2 spsk god mayonnaise
1/2 tsk salt
friskkværnet peber
2 spsk citronsaft
2 spsk kapers
1/2 rødløg, finthakket
5 skiver ciabatta eller andet brød i små skiver
1 tomat, skåret i tynde skiver
revet ost eller frisk mozzarella til gratinering
tørret basilikum

Dræn tunen for vand og findel den med en gaffel. Tilsæt mayonnaise, salt, peber, citronsaft, kapers og rødløg og rør det hele godt sammen. Fordel blandingen på 5 stykker brød, læg tomatskiver ovenpå tunen og fordel osten øverst. Drys med tørret basilikum. Gratiner brødene i ovnen ved 180 gr. i ca. 5 minutter, til osten er gylden og boblende.

Pin It on Pinterest

Share This