Print Friendly

Så nåede vi endnu engang fredag, weekenden står for døren og jeg holder fast på min lille hyggelige tradition, med at skyde weekenden igang med en tallerkenfuld snacks. I aften blev det til abrikoser med parmaskinke og friterede mozzarellakugler. Abrikoserne er en genganger fra for et par uger siden, som jeg denne gang havde smurt med lidt sød chilisauce, inden de kom i ovnen, hvilket de bestemt ikke blev ringere af. Mozzarellakuglerne er det derimod første gang jeg eksperimenterer med og jeg kan lige så godt sige det som det er – jeg er solgt!

Jeg ELSKER mozzarella sticks med en god dip af sød chili sauce eller salsa til. Det er måske ikke det sundeste, man kan stoppe i munden, men det skal altså til en gang imellem. Desværre kan man jo ikke købe friske mozzarellastænger herhjemme, som man kan i udlandet, og jeg syntes ikke, det ville være så elegant at skære en maxi rulle eller en kugle mozzarella i skiver og fritere, men så fik jeg øje på mini mozzarella kuglerne. HAPS!

 

 

Succesen var enorm herhjemme. Fadet blev tømt for både mozzarellakugler og abrikoser, bagefter fik vi lasagne og til senere har jeg lavet en gammeldags æblekage. Så er weekenden da ligesom skudt i gang med maner.

Friterede mini mozzarella kugler.

1 pk mini mozzarella kuger (20 stk)
1 sammenpisket æg
ca 2 dl rasp
1 dl fintrevet parmesanost
olie til fritering

Hæld vandet fra mozzarellakuglerne og dup dem tørre. Kom ægget i en dyb tallerken. Bland rasp og parmesan i en anden tallerken. Dyp først kuglerne i æg, derefter i raspblandingen, så tilbage i ægget og afslut med rasp. Læg kuglerne på en tallerken. Man behøver ikke nødvendigvis dobbeltpanere kuglerne, men jeg gør det for en sikkerheds skyld, for at den smeltende ost ikke skal løbe ud, når kuglerne steges.
Varm olien op i en gryde, der skal være så meget olie, at kuglerne kan “svømme”. Olien skal gå ca. 3-4 cm op af grydens kant. Når olien er varm nok, steges kuglerne 2-3 stykker af gangen. Hold øje med dem så de ikke får for meget og osten ryger ud. Når de begynder at blive lysebrune og der kommer små dråber ost til syne på ydersiden af kuglerne, skal de op. Server rygende varme med en god dip, fx en mild tomatsalsa eller lign.

Pin It on Pinterest

Share This