Print Friendly

Så er det lige ved at være op over – i morgen tidlig tager vi på sommerferie. Vi starter med at tage toget til Kastrup og derfra går det, med en mellemlanding i Toronto, Canada, videre til Havana, Cuba.
Der er ikke blevet blogget så meget de sidste par dage. Jeg har simpelthen haft så travlt med familiefødselsdage, pakning, lister over diverse ting vi skal have med, sidste øjebliks aftaler med håndværkere osv osv.

Tirsdag var jeg på besøg hos Birthe og havde den hyggeligste eftermiddag jeg længe har haft. Birthe havde lavet skøn frokost og kage til os og derudover, stod den ellers bare på snak, snak, hygge og lidt mere snak om alt mellem himmel og jord. Birthe og jeg har jo en fælles passion for USA, og i særlig grad New York, hvor Birthe, det heldige asen, skal over om et par uger, så selvfølgelig fik vi også rigtig meget tid til at gå med at snakke om det, samt tjekke de mange forskellige links og adresser ud, som Birthe har skrevet ned. Jeg vil bare sige, at hvis hun og kæresten når bare 1/3 af alt det hun har planlagt, så er jeg imponeret.

Som altid når man hygger sig går tiden alt for hurtigt og pludselig var det tid til at sige farvel, så jeg kunne nå at hente kæresten på banegården, når han kom fra arbejde – jeg havde jo hugget bilen for at komme ned til Birthe 🙂 Jeg kan kun endnu engang sige tusind TAK til Birthe for en dejlig dag, hvor munden ikke stod stille på nogen af os. Tak fordi du er dig, jeg nyder altid dit selskab. Jeg glæder mig allerede til næste gang vi skal ses og til at se alle dine mange billeder fra NY.

Madlavningsmæssigt bærer bloggen selvfølgelig præg af, at vi skal være væk i 16 dage, og derfor at spist “tøm køleskabet” det meste af ugen. Derfor også denne dessert, der måske i højere grad er et studie ud i diciplinen “tøm frugtskålen”.

 

 

Uanset hvad er det altid skønt med en skål frugtsalat og selvom det ikke ligefrem er gastronomi på højt plan, så syntes jeg altså ikke, at I skulle snydes for billeder eller en form for opskrift.

Frugtsalat.

1 lille ananas
1 æble
1 banan
1 nektarin
1 håndfuld vindruer
1,5 dl piskefløde
1 spsk sukker
1 tsk vanillesukker

Skær frugten i mindre bidder og læg den i en skål. I en anden skål røres fløden til skum og sukker og vanillesukker tilsættes. Vanillefløden vendes forsigtigt sammen med frugten og det hele trækker på køl til det skal spises. Server evt. med grofthakket chokolade eller nødder.

Så nåede vi, som tidligere nævnt, frem til det sidste indlæg inden vi rejser på ferie til Cuba i morgen. Da der er begrænset internet-adgang på Cuba, og desuden kæmpe pool områder på vores hoteller og 35 grader i skyggen, kommer jeg formentlig ikke til at blogge on-location, men jeg regner bestemt med at tage en masse billeder, som jeg lover at blogge om når vi kommer hjem. Det cubanske køkken skulle minde meget om det spanske, men i det store og hele skal man vist ikke forvente noget helt vildt, har jeg læst mig til. Ikke desto mindre er jeg sikker på, at vi nok skal få noget lækkert at spise og især fisk og skaldyr skulle være det helt store derovre, så det skal da afgjort prøves. Den sidste lille uge skal vi bo på et luksus resort hotel med all inclusive, så der er der jo virkelig mulighed for, at afprøve alle de forskellige retter på buffetten.

Pas godt på blogland og hinanden, og så ses vi igen i starten af september:-)

Pin It on Pinterest

Share This