Print Friendly

Hold nu rigtig godt fast, for det her bliver vildt. Altså som i VILDT godt! Det her er nok, uden pis, et af de lækreste madbrød jeg nogensinde har kreeret og jeg har ellers en del focaccia, pizzasnegle og diverse flutes på samvittigheden. Jeg siger Jer, dette her slår det hele. Snegle, uden skyggen af kanel, men derimod med det skønneste, hjemmelavede hvidløgssmør indeni. Voila!!!

Aftensmaden i dag stod på en rest lasagne fra i fredags og jeg ville bage lidt brød til, bare for at peppe restemaden en lille smule op. Tankerne fløj hid og did – skulle jeg nøjes med at tage et hvidløgsflute op af fryseren istedet for at bage? Skulle jeg mon i stedet bage en portion kanelsnegle mandag eller tirsdag og på den måde få brugt lidt af alt det gær, der ligger i køleskabet, inden vi rejser på ferie søndag? Pludselig sagde det BING!!! og ideen landede i mit hoved. Jeg skulle da bage snegle med hvidløgssmør.

Som sædvanligt var der ikke langt fra tanke til handling, og jeg var meget tilfreds med mig selv, da fadet med de lune og friskbagte snegle blev serveret sammen med lasagnen. Og så var det ellers bare at brække stykkerne fra hinanden og nyde de bløde, svampede snegle, der smager af smør og hvidløg. Spis dem som tilbehør til suppe og pastaretter eller nyd dem som de er, bare som en lækker snack. Jeg lover Jer, de er helt ufatteligt lækre og et glimrende alternativ til supermarkedets frosne hvidløgsflutes, som godt kan virke lidt fede engang imellem.

 

 

Hvidløgssnegle.

12 stk.

1 dl vand, håndvarmt
1/2 dl mælk
25 gr gær
1 tsk sukker
1 tsk salt
1 spsk olie
250 gr hvedemel
2 gode spsk blødt smør
2 fed hvidløg, presset
persille

Vand og mælk blandes og gæren udrøres heri. Sukker, salt og olie tilsættes og tilsidst kommes melet i. Ælt til en glat og smidig dej og lad den hæve til dobbelt størrelse, det tager ca. 1 time. Rør smør, presset hvidløg og persille sammen til hvidløgssmør. Slå dejen ned, ælt den igennem og rul den ud på køkkenbordet til et rektangel, ca 30×40 cm. Rul dejen sammen som til en roulade og skær den i skiver på ca. 3 cm.
For et lille ildfast fad med bagepapir og læg sneglene tæt sammen heri. De skal ligge så tæt, at de vokser sammen under hævning og bagning. Lad sneglene efterhæve ca. 30 minutter og bag dem ved 200 grader i ca. 15 minutter eller til de er gyldentbrune og gennembagte. Server lune til mad eller som en snack.

Pin It on Pinterest

Share This