Print Friendly, PDF & Email

Heden fortsætter og det gør jeg derfor også – altså med at blogge om læskende og afkølende sommerdrikke. For 2 dage siden satte jeg denne her ingefær-lemonade med lime over og trække og den blev så serveret i dag – i skyggen og under parasollen, hvor vi helst opholder os i disse dage.

Smagen er skøn, virkelig skøn. En lækker smag af lime og med et strejf af ingefær, som på ingen måde virker overdøvende eller dominerende, men bare giver et lille frækt twist. Lemonaden er perfekt, bare som den er, lige fortyndet med lidt vand og så serveret med isterninger, limeskiver og friske mynteblade. Den smager lidt som en drink, da ingefær og lime begge giver lidt skarphed, så man kan med stor succes nyde den, hvis man ikke drikker alkohol, men gerne vil have noget der minder om en drink alligevel.

Drikker man alkohol vil den være fantastisk med et par cl. hvid rom eller vodka i og så gerne i selskab med et par skåle med saltede snacks, lidt chips, nødder oliven eller lignende, som kan komplimentere den let skarpe drink. En perfekt måde at starte et hyggeligt sommerselskab eller bare en komsammen med gode venner på.

Saften skal egentlig kun trække på køl i 24 timer, men min fik 48 timer, fordi jeg drak isthe med fersken og mynte i går og glemte alt om lemonaden og det tog den ikke skade af, så jeg anbefaler, at man lader lemonaden trække 24-48 timer.

Ingefær-lemonade med lime.

250 gr frisk ingefær
1/2 L kogende vand
150 gr sukker
saft af 2 store limefrugter, eller hvad der svarer til 3/4 dl

Skræl ingefær og skær den i skiver. Kom skiverne i en kande sammen med sukker og limesaft. Hæld det kogende vand på og rør rundt til sukkeret er smeltet. Lad saften trække på køl i 24 timer. Server ingefær-lemonaden (koncentreret eller fortyndet med lidt vand og evt. rom, gin eller vodka) med masser af isterninger, limeskiver og evt. ekstra mynte til pynt.

Pin It on Pinterest

Share This