Print Friendly, PDF & Email

Da vi var på Cuba, fik vi en dag nogle helt fantastiske saltede jordnødder med skal på. Der gik folk rundt i gaderne i Havana og solgte dem i papirskræmmerhuse til ingen penge, og de var rigtig gode til en kold øl, når solen stod højt og hedt på himlen midt på eftermiddagen.

Og sådan nogle peanuts har jeg så forsøgt at lave i dag. Jeg lagde ud med pille skallen af en masse jordnødder. Selvfølgelig kan man købe jordnødder uden skal, men nu havde jeg altså en pose hele jordnødder i skuffen, og den var det jo oplagt at bruge. Da jeg var færdig var der i alt 150 gr rå jordnødder.

3 spsk groft salt blev opløst i 1,5 dl kogende vand. Derefter blev jordnødderne tilsat, og så kom der stanniol på skålen, så nødderne kunne stå i fred og ro og suge saltet til sig. Efter 20 minutter blev nødderne hældt over i en sigte og godt afdryppet, og tilsidst blev de bredt ud i et enkelt lag på en bageplade og fik en tur i ovnen ved 200 grader i 12 minutter.

 

 

Nødderne blev rystet et par gange undervejs, ca hvert 3. minut, så de kunne tørre jævnt, og ikke satte sig fast i bagepapiret. Efter 12 minutter havde saltet lagt sig som en let, hvid hinde på nødderne, og de havde fået en lækker og intens jordnøddesmag. Nødderne blev afkølet på bagepladen og kom derefter i en skål. Og så er de ellers klar til valg i fjernsynet i aften.

Hjemmelavede peanuts med skal.

150 gr jordnødder
3 spsk groft salt
1,5 dl kogende vand

Opløs saltet i vandet i en skål og  tilsæt jordnødderne. Kom stanniol over skålen og lad nødderne stå 15-20 minutter og trække. Lad nødderne trække i en sigte og fordel dem herefter på en bageplade med bagepapir. Bag nødderne i ovnen ved 200 grader i ca. 12 minutter, til de er gennembagte og med et let, hvid saltlag. Ryst bagepladen et par gange eller tre under bagningen, så nødderne ikke sætter sig fast i pladen. Lad nødderne køle på pladen og server dem som snacks.

Pin It on Pinterest

Share This