Print Friendly

Menuen stod på koteletter i fad i går aftes – det har jeg blogget om tidligere, så det gør vi ikke mere ved.
Til koteletterne fik vi ris, og så havde jeg egentlig forestillet mig, at vi skulle have haft nogle ovnbagte rodfrugter ved siden af. Men udover rodfrugter er det jo også højsæson for græskar lige nu, og de kan altså bruges til andet end at skære halloween græskar af. Derfor valgte jeg, at kaste mig ud i noget tilbehør af butternut græskar istedet for de planlagte rodfrugter, og det blev en kæmpe succes.

De møre, letkrydrede og saltede græskarstykker var helt perfekte, og lidt anderledes tilbehør til kødet, til afveksling fra de føromtalte rodfrugter. Jeg synes ikke butternut græskar er helt så sødt som de andre græskartyper, fx hokkaido, hvilket jeg var meget glad for, da det er grunden til, at jeg sjældent spiser græskar, men det havde ganske rigtigt et strejf af smør – lækkert.

 

 

Græskaret har en rimelig sej og tyk skal, men den kan sagtens spises efter en tur i ovnen, derfor er der ingen grund til at skrælle græskaret først. Selvfølgelig kan man godt skrælle græskaret, hvis man foretrækker det, men selve kødet bliver meget blødt efter tilberedningen, så hvis man ønsker bare en lille smule struktur og bid i den færdige ret, så skal man lade skrællen sidde. Kernerne skal til gengæld fjernes, og det gøres nemmest ved lige at køre en ske rundt om kernerne, så der bliver et fint lille hul. Kernerne kan for øvrigt spises, hvis man tørrer dem og derefter rister dem med lidt salt på panden eller i ovnen.

Marineret, ovnbagt butternut græskar.

1 butternut græskar
3 spsk olie
1/2 tsk honning
1 tsk hvidløgspulver
1 kvist friskhakket romarin
salt og peber

Halver græskaret og fjern kernerne med en ske. Skær græskaret i firkantede stykker på ca. 2 x 2 cm. Rør ingredienserne til marinaden sammen, kom græskar og marinade i en frysepose og bland det hele godt sammen, så marinaden er jævnt fordelt. Lad det trække minimum 30 minutter.
Fordel græskarstykkerne på en bageplade eller i et ildfast fad og bag i ca. 30 minutter ved 225 grader, til græskaret er mørt. Server som tilbehør eller selvstændig ret med brød og salat.

Pin It on Pinterest

Share This