Print Friendly

Så kommer der lige lidt mere hjemmegjort julepynt, selvfølgelig lavet på spiselige materialer, man er vel madblogger. I vores køkken har vi en terassedør og den skulle selvfølgelig også julepyntes. Der er bare ofte det problem med store vinduer/døre, at uanset hvor meget man pynter dem, så kommer det til at se lidt småt ud. Det rykker bare ikke rigtigt, at hænge 2 glaskugler op i en dør.

De her kanelstjerner viste sig derimod at være helt perfekte til formålet og de er meget enkle at lave. Det tager under 10 minutter at binde de 5 kanelstænger sammen til en fin stjerne og det er vel at mærke kun den første der tager så lang tid. Herefter kommer øvelsen og så går det endnu hurtigere.

De lange kanelstænger kommer fra Søstrene Grene, de er ca. 30 cm lange og jeg mener de kostede en 12-14 kr pr pakke. Der er 4 stænger i hver pakke, og der går 5 stænger til én stjerne. Kanelstængerne blev bundet sammen med bast, som blev snørret rigtig godt. Man kan selvfølgelig bruge andet end bast, fx rødt silkebånd, guldtråd, garn, ståltråd eller hvad man nu synes, men gerne noget som kan strammes godt til, så stjernerne ikke giver sig for meget eller falder fra hinanden.

 

 

Kanelstængerne er absolut ikke hverken lige lange eller tykke, men det er altså med til at gøre dem både charmerende og fine, at de er lidt skæve. Jeg har det lidt på samme måde med hjerter. De må altså også gerne være let aflange og skæve i det, istedet for de små buttede og runde, men hvis ikke man deler den opfattelse, kan man jo købe pakker med kanelstænger i nogenlunde samme størrelse.

Kanelstjernerne kan pyntes med gran eller kristtjørn og måske lidt silkebånd eller små glaskugler, hvis man synes. Mine er som sagt hængt let forskudt op i terassedøren i et cremefarvet silkebånd der matcher basten, som stængerne er bundet sammen med og jeg synes, det ser så fint ud.

En stjerne kan også gøre det ud for dørpynt, istedet for den traditionelle krans på hoveddøren. Det ser også rigtig fint ud bare at lægge en stjerne på et lille bord eller en skænk, ligesom den også bare kan hænges op på et søm på væggen eller på kanten af et spejl. Stjernerne dufter let af kanel og er med til at brede julestemning i hele huset.

Pin It on Pinterest

Share This