Print Friendly

Klejner-1-1024x682

Så er vi nået til sidste omgang indenfor julekagebagning, nemlig klejner. Jeg har faktisk aldrig nogensinde prøvet at bage klejner før, men da jeg fik en uventet fridag i dag og opskriften ikke så specielt svær ud, kastede jeg mig over projektet.

Jeg kan rigtig godt lide klejner, men jeg plejer at nøjes med at købe dem hos bageren et par gange i løbet af december, klejner skal jo helst være så friske som muligt. Imidlertid synes jeg, det er gået ret meget tilbage for diverse bagerbutikker de seneste par år, og jeg gider faktisk ikke spise de købte længere, de smager jo intet af og er ofte både tørre og seje – ergo, ville jeg have klejner i år, måtte jeg jo selv i gang.

Dejen blev rørt af æg, rørsukker, smør, mørk rom, fløde, citronskal og saft og mel. Derefter fik dejen lov til at hvile i køleskabet i en times tid, inden jeg rullede den ud og skar den i rudemønster med en skarp kniv. Hver enkelt lille rude blev ridset i midten med en skarp kniv, og herefter blev klejnen vredet. Den ene rudespids skal igennem ridsen i midten og trækkes ud, så der kommer fine snoninger på klejnerne.

Normalt anbefales det at koge klejner i palmin, men jeg brugte nu solsikkeolie, det har jeg nemlig hørt en lille fugl (min tidligere bagermester) synge om skulle være godt. Klejnerne kom i gryden med den varme olie et par stykker ad gangen, blev vendt et par gange mens de kogte, og taget op igen da de var gyldentbrune. Husk, klejnerne skal stige relativt hurtigt op, når de kommer ned i gryden. Bliver de liggende på bunden for længe er olien ikke varm nok, og så suger kagerne alt for meget fedt til sig.

Klejnerne blev lagt på en tallerken med køkkenrulle, og fik lov til at køle lidt af inden de blev gemt væk i en lufttæt beholder. Klejnerne kan godt holde sig nogle dage, men de er altså bedst friskbagte og disse her smager helt forrygende. Der er lige præcis den helt rigtige mængde kardemomme og citronskal i klejnerne, og selvom den mørke rom ikke som sådan kan smages, så giver den alligevel et eller andet til kagerne. Alt i alt en fantastisk smag der minder om de klejner, man engang kunne købe hos bageren.

 

 

Hvis man ikke har lyst til at lave dej til klejner flere gange i løbet af december, men gerne vil have klejnerne så friske som muligt, er det en mulighed at lave en stor portion dej, og udrulle og vride alle klejnerne på én gang. Herefter lægges de klejner der skal gemmes på et skærebræt eller en bageplade og kommes i fryseren. Når klejnerne er helt frosne og stive, kan de let pakkes i en beholder, uden at de mister faconen. Når så man skal bruge friske klejner, er det bare at tage en passende portion op af fryseren, lade dem tø på lidt bagepapir, varme olie op i en gryde og koge klejnerne.

Klejner.

Ca. 25 stk.

1 æg
100 gr rørsukker
50 gr smør, smeltet
2 spsk fløde
2 spsk mørk rom
½ tsk kardemomme
reven skal af en økologisk citron
1 spsk citronsaft
250 gr hvedemel

smagsneutral olie til kogning

Æg og rørsukker røres sammen og smør, fløde, rom, kardemomme og citronskal og saft tilsættes. Tilsidst tilsættes melet og dejen samles. Lad den ligge koldt i køleskabet i minimum 1 time inden den udrulles og skæres i rudeform med en skarp kniv. En klejnespore er også en god ide, hvis man har sådan en.
Klejnerne vrides, læs evt. mere om vridningen ovenfor. Varm olien op i en gryde, der skal være olie nok til, at klejnerne kan svømme. Kom klejnerne i den varme olie et par stykker af gangen og vend dem et par gange under kogningen. Når klejnerne er fint lysebrune er de færdige – det tager ca. 1 lille minut afhængig af hvor mange klejner man har i gryden. Tag dem op og lad dem dryppe af på fedtsugende papir inden de gemmes i en lufttæt beholder.

NB. Jeg kan bedst lide klejner der er lidt sprøde, ligesom en småkage, så jeg har rullet dejen rimelig tyndt ud. Vil man hellere have store og let bløde klejner, som bagerens, skal man rulle dejen knap så tyndt ud. Vær desuden opmærksom på, at klejnerne så skal bage lidt længere, for at blive helt gennembagte.

Om ca. 10 minutter får vi et vennepar på besøg til lidt aftensmad og hygge. Vi skal ønske hinanden god jul og mon ikke også vi lige får smagt lidt på alle småkagerne. Menuen står på lasagne med en græsk salat med tomater, agurk, peberfrugt, løg, feta og oliven og så skal vi have brød til. Ikke noget særligt, men det smager jo godt og er relativt nemt at lave, når man har brugt eftermiddagen på kringlevrideri;-)

Pin It on Pinterest

Share This