Print Friendly, PDF & Email

I aften har menuen stået på en gul karrygryde med kylling. Kylling er jo altid godt, men muligvis havde valget af aftensmad også lidt at gøre med, at jeg havde bedt Morten om at købe hakket oksekød med hjem, men da jeg pakkede varerne ud, fandt jeg i stedet en pakket hakket kalv og flæsk. Hmmm!!! Derfor skal vi have karbonader en af de nærmeste dage og i aften blev det så til kylling.

Den gule karrygryde med kylling blev serveret med nykogte jasminris. Uhhh, jasminris er altså min favorit når det kommer til ris. De har en skøn, letsaltet smag, og så er de dejligt klistrede og gode til at suge diverse saucer op med.

Det ´tog under 15 minutter fra start til maden var færdig, og her medregnes altså tiden det tog at skære kyllingebrystet i mindre stykker, hakke persille og peanuts og koge ris. Faktisk satte jeg risene over og koge, inden jeg gik igang med saucen og da risene var færdigkogte, var maden klar. Det siger ligesom lidt om arbejdsindsatsen – her er vi altså ude i noget, der kan bruges som en seriøs konkurrent til take away og fast food. Det er lige før arbejdsindsatsen er mindre, end hvad det kræver at bestille en pizza på nettet og ventetiden er i hvert fald kortere og maden varmere.

Udover peanuts på toppen tror jeg også retten ville egne sig perfekt til en god og hurtig omgang ristaffel. Saucen er som skabt til frisk ananas og mango i små stykker, ristet kokosmel, bananskiver, chutney, rå løg i tern, tørrede abrikoser, sweet chili sauce og meget andet.

Så skal man lave gæstemad på 30 minutter vil jeg foreslå at man laver ristaffel og bruger de første 5 minutter på at sætte karrygryden over. Ydeligere 5 minutter til at sætte ris over, 10 minutter til at gøre tilbehør til ristaffel klar og de sidste 10 minutter på at gøre sig selv istand og komme i stemning. Voila.

Gul karrygryde med kylling.

450 gr kyllingebryst i strimler

lidt olie

1 ps. Yellow Curry spice mix fra Santa Maria

1 ds kokosmælk (400 gr)

Varm olien op i en gryde. Tilsæt kylling og yellow curry spice mix og svits det hele godt igennem. Tilsæt forsigtigt kokosmælken, det kan godt sprutte lidt, og rør den ud i karryblandingen. Lad saucen simre i 5-10 minutter, afhængig af den ønskede styrke på den færdige sauce. Server saucen med nykogte ris, grofthakkede peanuts og et grønt drys på toppen.

Pin It on Pinterest

Share This