Print Friendly

093-300x225

Vi har været en tur på Graceland i dag og besøge “The King”. Ikke Graceland, Tennessee Memphis men derimod Graceland Randers. Vi har tidligere talt om at køre derop og kigge, men så er vi kommet fra det igen, så da kæresten igen snakkede om det i fredags, blev vi enige om at køre et smut derop her i weekenden.

Det originale Graceland ligger i Tennessee Memphis i USA. Elvis Presley købte det som 22-årig, i 1957, for 100.000$ Oprindelig lå huset på Bellevue Street, der var en del af Highway 51 South, men efter Elvis død blev gaden omdøbt til Elvis Presley Boulevard, hvilket den hedder den dag i dag.

 

 

Efter Elvis død i 1977 blev Graceland lavet om til museum. Elvis’ datter Lisa Marie Presley ejer stadig 100 % Graceland og den kæmpemæssige park, hvor man blandt andet kan besøge Elvis grav. Desuden ejer hun alle sin fars mange personlige ejendele, fx biler, møbler, garderoben, guldplader og priser osv. Det er hende, der stiller det hele til rådighed for “Elvis Presley Enterprises” der driver museet på Graceland i dag.

075-300x151

Efter at have parkeret bilen giv vi gennem de berømte låger med noder og Elvis på, og så lå Graceland lige foran os. Langs den lille vej op mod huset var der skjulte højtalere i græsset, så Elvis underholdte os hele vejen.

076-300x225

“The King” i bronce tog selv imod os oppe ved huset. Vi kunne læse os frem til, at statuen blev afsløret i midten af april i år, så det var da heldigt vi nåede at få den med.

091-300x225

Så lå huset lige foran os, og så faktisk ret imponerende ud. Graceland Randers er opført af Henrik Knudsen, som er formand for den danske Elvis Presley fanklub. Huset blev indviet d. 15 april 2011, og har dermed lige fejret 1 års fødselsdag. Udvendig er huset næsten en tro kopi af Graceland USA, som huset så ud da Elvis i sin tid købte det, men pga. pladsmangel fik Elvis i løbet af de år han boede på Graceland udvidet til næsten dobbelt størrelse. Graceland Randers har koster ca. 26.000.000 at bygge.

084-300x225

Graceland Randers fungerer i dag som Restaurant/diner med amerikansk inspireret mad, blandt andet man man få serveret Elvis livret, som var smørristet toast med peanutsbutter og banan. Derudover er der festlokaler, Elvis museum i kælderen, en lille biograf hvor der kører Elvis film og en butik.

078-300x225

Der var rigtig mange spændende ting i museet. Fx dragter som Elvis bar under diverse koncerter, sko, breve, koncertbilletter, massevis af billeder, musikinstrumenter og alle mulige andre samlerobjekter. Deriblandt en zippo lighter med monogram, den tallerken Elvis spiste af da han og Priscilla holdt bryllupsfest, et par theskeer fra hans barndomshjem og meget meget mere. Dette her er virkelig STEDET for Elvis nørder.

080-300x184

Små modeller af Graceland samt Elvis privatfly “Lisa Marie” var der også. Og selvfølgelig vejskilte fra Elvis Presley Boulevard. Dem kunne man for øvrigt også købe i museums shoppen i lidt mindre målestok. Det er for øvrigt førnævnte Henrik Knudsen der ejer alle genstandende i museet. Et smut i biografen med lidt Elvis dokumentar på prgrammet blev der også plads til, inden vi forlod kælderen og museet.

086-225x300

I anledning af Graceland Randers 1-års fødselsdag har man fået lavet en kopi af Priscilla Presleys brudekjole fra hun blev gift med Elvis. Den stod i indgangen da vi trådte ind i huset og jeg kan sige, at hun godt nok ikke har været særlig høj.

Afslutningsvis var vi en tur i museums shoppen og kigge, og her var altså ikke tale om nogen helt almindelig museumsbutik. Altså udover at man kunne købe cd’er, plakater, magneter, plastik osv osv, så var der også en hel del samlerobjekter i blandt.  Det er længe siden jeg har været i en museumsshop, hvor så mange genstande var låst inde i tykke glasmontre – normalt plejer det at være i shoppen man får lov til at pille ved alle tingene, fordi det hele alligevel er kopier. Well, på Graceland Randers er det så ikke kun kopier man kan få med hjem, hvis man har pengepungen i orden.

Alt i alt en rigtig fin tur rundt i Elvis univers. Jeg havde måske troet, at huset ville være mere a la Graceland indendørs, altså med stuer og værelser indrettet som kopier af det ægte Graceland. Det var mere udenfor det lignede originalen. Til gengæld har jeg aldrig set samlerobjekter i de mængder og så var der bare en helt speciel stemning over det hele. Det fantastiske hus og så var det samtidig lidt underligt, at gå rundt der mellem alle tingene og tænke på, at det og det havde Elvis på der og der. Det brev har han skrevet til den president, den guitar spillede han på til den koncert osv osv… Henrik Knudsen har virkelig en enestående samling som absolut skal opleves, hvis man er Elvis fan og ikke lige har planer om at rejse til USA og “the original Graceland” lige nu.

Desuden kan restauranten varmt anbefales – vi fik lækker amerikansk mad og et par skønne milk shakes, inden vi satte kursen hjemad, en hel del klogere på ham der “The King”. Skulle man få lyst til at besøge restauranten i Graceland, så koster det ikke noget at komme ind. Det er først hvis man skal besøge museet, at man skal have penge op af lommen, en fin detalje synes jeg, for maden er altså værd at køre efter, uanset om man er til Elvis eller ej.

Pin It on Pinterest

Share This