Dette her er, uden sammenligning, de bedste chokoladeboller jeg nogensinde har smagt. Sig farvel til bløde, oversøde luftboller og goddag til en bolle med gods (og chokolade) i. Opskriften er fra “Politikens bog om Brød” og den bog er de, hvis jeg må sige min mening, sluppet ualmindeligt heldigt fra. Der er rigtig mange opskrifter deri, som jeg skal have afprøvet indenfor nærmeste fremtid, men nu blev det altså chokoladebollerne, der først stod for tur og jeg må sige, at med denne her opskrift er overlæggeren lagt pænt højt for de næste opskrifter.
De koldthævede chokoladeboller er nemme at lave – dejen skal praktisk talt bare røres sammen, og derefter hvile i køleskabet indtil de skal formes og bages. Og derefter står man tilbage med et stykke brød, der mest af alt minder om en lækker italiensk bolle med sin saftige, seje krumme og sin let sprøde skorpe. Men på trods af det er denne her bolle alligevel meget langt fra de små italienske madbrød, som vi kender så godt, den er nemlig fuld af store stykker god, mørk chokolade
Dejen skulle hæve natten over, eller minimum i 10 timer. Jeg tror min fik en 12-14 timer, inden jeg kom hjem fra arbejde og fik den formet til boller, men det var bestemt ikke noget, den tog skade af. Dejen var fint hævet og meget luftig. Men måske skal man lige tænke over, hvor længe dejen kommer til at stå og hæve i køleskabet og have det med i sine overvejelser, når man vælger skålstørrelse – ellers kan man komme hjem til en ubehagelig overraskelse, når dejen er hævet ud over skålens sider.
Dejen blev formet vha. en ske dyppet i koldt vand og sat på en bageplade. Brug skeen til at forme dem lidt med, hvis de bliver alt for uformelige eller flade. Jeg kan godt lide det lidt “rustikke” look, men man kan jo altid nusse mere eller mindre om bollernes udseende. Dog skal man gøre sig klart, at det bliver aldrig glatte og ensartede skønhedsåbenbaringer, når man laver boller på denne her måde. Til gengæld slipper man helt for at skulle have hænderne i dejen.
Jeg ændrede en hel del på opskriften undervejs, og endte ud med den version jeg har skrevet herunder, men jeg kan stå 100% inde for, at de er fantastiske.
Koldthævede chokoladeboller.
10 store boller.
3 dl koldt vand
200 gr surmælksprodukt (jeg brugte fedtfattig creme fraiche)
25 gr gær
1 tsk groft salt
2 spsk lyst rørsukker
500 gr hvedemel
125 gr grofthakket, mørk chokolade
Vand og surmælksproduktet blandes i en stor skål og gæren opløses heri. Salt og sukker tilsættes og melet røres i lidt ad gangen. Måske skal der bruges lidt mere mel, men dejen skal være klistret og må endelig ikke blive for tør. Tilsæt tilsættes chokoladen, og dejen røres blank og glat. Dæk skålen til med film og sæt den i køleskabet natten over eller minimum 10 timer.
Form dejen til boller vha en ske dyppet i koldt vand. Sæt dejen i boller på en bageplade og form dem lidt med skeen, hvis faconen er helt umulig. Bag bollerne ved 225 grader i ca. 20 minutter, til de er lysebrune og gennembagte. Afkøl på risten men spis dem gerne lune, så chokoladen er varm og let smeltet.
NB. Bollerne bliver gode efter 10 timer i køleskabet, men man kan også bare lade dem hæve i ca. 3 timer ved stuetemperatur og derefter bage bollerne som anvist.
De ser lækre ud, men jeg er jo desværre ikke så meget til chokolade 🙁
KH
Birthe
Birthe – Det er jeg jo heller ikke. Jeg spiser jo hverken chokoladekage eller chokoladeis, men disse her var altså gode. Nok fordi der var så meget “gods” i dem, sammenlignet med de der supermarkeds-luftboller med vekaostykker i:-)
Men man bestemmer jo selv indholdet af chokolade – jeg skar lidt ned i forhold til opskriften;-)
Kærlig hilsen
Anne.
De boller virker heller ikke til at være alt for søde, når der kun skal 2 sp. sukker i. Er du ikke til chokolade, så kunne du prøve at bage bollerne med tørrede tranebær i stedet for!
Elsebeth
Elsebeth – De er nemlig rigtig gode og ikke for søde. Har ikke prøvet med tørrede tranebær endnu, men det er bestemt en god idé der skal huskes til næste gang 🙂
Mange hilsner fra
Anne.
Hej,
Mange tak for du deler opskriften. Jeg bagte den i morges, og dejen blev lavet i går aftes og stod i køleskabet natten over. Det er en super dejlig opskrift, nem t at lave, god at spise. Jeg er rigtigt glad for den, for fra nu af, kan jeg servere friskbagt chokoladeboller om morgenen til min to chokolade sulte drenge 🙂
Også dejligt med tranebær ide, må prøve den af snart 🙂
Linh
Linh – Uhhh hvor er jeg glad for, at du kunne bruge opskriften. Der er nemlig ikke noget så lækkert, som nybagte chokoladeboller om morgenen – det er vi også vilde med herhjemme 🙂
Udgaven med tranebær er også skøn 😀
Mange hilsner fra
Anne.