Print Friendly, PDF & Email

Dette her indlæg har været nogle dage undervejs, simpelthen fordi jeg har været lidt for overvældet til at skrive det. De forskellige indtryk har lige skulle bearbejdes og jeg kan love for, at der var mange indtryk. Tirsdag var jeg nemlig med min mor til Madmesse i Fredericia og mage til messe har jeg aldrig nogensinde oplevet, derfor advarer jeg på forhånd – dette her indlæg bliver seriøs billedspam.

Madmessen i Fredericia er en såkaldt leverandørmesse, arrangeret af Hørkram Foodservice, og primært lagt an på Hørkrams kunder. Hørkram leverer blandt andet varer til restauranter, kantiner og storkøkkener, og har en masse produkter og brands samlet i deres sortiment. De forhandler blandt andet Arla, Rynkeby, Santa Maria, Callebaut chokolade, Naked Fruit, Bæchs Conditori, Launis, Hanegal, Thise, Premier is, Oscar, Them ost, Gio is og meget meget meget mere. Alt i alt var der over 100 leverandører med hver deres stand repræsenteret, og alle havde de vareprøver og smagsprøver, samt inspiration med på deres produkter.

Fordelen ved en leverandørmesse er, at man ikke kan købe noget på stedet. Det hele skal bestilles hjem via kataloger, som selvfølgelig blev uddelt, men det er faktisk også den eneste måde at handle på. Derfor var det ikke bare sælgere der stod i de små køkkener og stande, som man ellers er vant til på messer, men derimod, for en stor dels vedkommende, udlærte kokke og kokkeelever, hvis fornemmeste opgave det var at kreere lækker, kreativ og nytænkende mad af de forskellige produkter, og så ellers få lokket publikum til at smage på så meget som muligt.

 

 

Derfor var der også rig mulighed for at få både tips og tricks og gode fiduser undervejs rundt mellem de forskellige stande. Det sjove var, at også de forskellige kokke og elever fik udvekslet erfaringer og tips henover deres respektive podukter, så der var en hel del at lære, hvis man hørte efter, når man passerede et par fagfolk der nørdede 🙂

Et sted smagte vi på de mest fantastiske oliven, kun overgået af deres endnu bedre artiskokhjerter. Aldrig har jeg smagt så store og møre grillede artiskokker – uhh, dem skal vist have fingre i på et tidspunkt.

Vi kom også forbi Valsemøllen, som havde smagsprøver på Kamut eller kæmpe durum, som den også kaldes. Den kan bruges lidt på samme måde som ris, altså som tilbehør eller som en del af en salat, men har lidt mere bid og er en del sundere. Jeg har ikke tidligere smag kamut, men vi mødte den flere gange på messen og den er rigtig lækker. Denne her var vendt i lidt basilikumpesto. Jeg har blandt set, at man kan købe Kamut fra Aurion her hos Gaardbutikken, hvis man altså kan bruge en pose med 5 kg i, men det kan jo være man kender nogen der vil dele 🙂

Efter at have nydt et par kugler is hos Premier, duftet til diverse kendte og knap så kendte krydderurter og spist lunt wienerbrød nåede pludselig en stand som var meget interessant, nemlig Callebaut. Uhhh den chokolade altså. Blandt andet havde deres kok lavet en hvid chokolademousse, hvis lige jeg aldrig har smagt. Den var så let og luftig og lækker og jeg kan faktisk ikke engang lide chokolademousse. Heldigvis har jeg opskriften nu, så jeg skal eksperimentere på et tidspunkt. De små kugler forrest på billedet er med crunch indeni og mest beregnet til drys/pynt. Til højre ligger de fineste chokoladeknapper med smag af hhv. røde bær og lime (uhh, dem med lime var gode). Der var også nogle helt fantastiske orange med appelsinsmag. Bagerst er det mørke chokoladeknapper med 60 %, 75 % og 85 % kakaoindhold.

Vi bevægede os lidt videre og smagte forskellige retter med kylling. Blandt andet var der nogle rigtig fine wraps. De var nu for store til, at vi turde spise dem, der var jo meget meget andet at smage, men serveringen kunne jeg ikke stå for, så jeg tog lige et billlede, så jeg kan huske det til en anden gang.

Det næste vi kom til, var en køkkenstand, hvor kokkeelever havde fået til opgave at kreere en middag ud fra diverse sandwich spreads og pestoer – husker desværre ikke hvilket firma der var leverandør. Forresten var bruschetta’er med små cherrytomater vendt i soltørret tomatpesto med ramsløg og drysset med lidt friskrevet parmesan – meget lækre.

Hovedretten var kalvefilet med små nye kartofler, grønsager og karrycreme. Det er lidt svært at se det på billederne, men portionerne var bittesmå og meget fine. Desværre smagte vi ikke hovedretten, vi manglede absolut ikke lysten, men der var altså rigtig rigtig mange stande og smagsprøver på messen, og på dette her tidspunkt var vi blevet klar over, at vi virkelig skulle prioritere, hvis vi ikke ville være propfyldte, før vi var igennem halvdelen af standende.

Desuden var en vanille-flødeostecreme med råsyltede bær og poppede kamut – dem vi tidligere havde smagt med pesto. Og sørme om de ikke også gjorde sig godt i det søde køkken. Sprøde og lette og så gav de et perfekt crunch til den ellers ret bløde dessert. Bestemt et kornprodukt jeg kunne se noget sjovt i at arbejde videre med herhjemme.

Ca. halvvejs gennem messen og de mange stande, var der sat lidt borde og stole op foran en bod med tilbud fra Hørkrams Chefs Best Nature. Her kunne vi forsyne os med lækker grønsagssuppe, diverse frugtsalater, små toasts med blandede svampe og meget andet godt. Det hele var 100% økologisk og meget lækkert.

En del af Chefs Best nature’s udstilling var denne her fine vogn fyldt med lækkert økologisk frugt og grønt. Den var desuden ikke kun en udstilling, idet de brugte ingredienser herfra til den mad de lavede. Sådan noget kan jeg godt lide – altså at det ikke kun fungerer som udstilling, men at det også har en funktion og ikke bare bliver kasseret til sidst. Desuden fik jeg en lækker squash med hjem fra vognen, som jeg skal bruge til at lave fyldte squash af inden alt for længe.

En lille pause blev det også til hos Chef’s best, for vi trængte efterhånden til at sidde lidt ned. I pausen nød vi en kop the fra det spændende udvalg, blandt andet var der en skøn grøn the med ingefær og lime, som jeg også tog et par prøver med hjem af. Mens vi drak the spiste vi også en lidt specie,l men meget lækker frugtsalat med blandt andet pære, blomme, jordbær, gulerod og friskhakket persille.

Og ovenpå theen og frugtsalaten blev der sørme også plads til et par ekstra stykker frugt inden vi gik videre. De store økologiske tørrede dadler, på midten af bordet til venstre for jordbærrene, var helt vildt gode.

Så kom turen til de forskellige vinstande. Vi smagte ikke rigtigt på vinen, men gik mest rundt og kiggede. Til gengæld var jeg nødt til at tage et par billeder af de snacks man kunne smage på sammen med vinen, det var nemlig intet mindre end en ordenlig basse af en lufttørret skinke – værsgo og spis!

Skulle man nu være typen der ikke var så meget til skinke, men istedet foretrækker ost og rødvin, så var der sandelig også sørget for en lille diskret ost. Og så var der i øvrigt lækkert, nybagt brød til både skinken og osten. Det er da smagsprøver man kan forstå 🙂

På en stand i et hjørne af messecentret havde de bygget en udstilling af frisk frugt og grønt og krydderurter. Den var ca. 10 meter lang og havde de flotteste farvekombinationer, og der var ikke kun tale om helt almindelige varianter, men også ting som man ikke ser så tit.

Fx var der en kurv med salturt. Jeg har ikke tidligere smagt det, men har set det omtalt i diverse madprogrammer, fx så jeg Anne Hjernøe plukke noget i nogle programmer sidste sommer, hvor hun besøgte danske slotte og herregårde, og lavede mad sammen med personalet i køkkenet. Smagen var lidt speciel, men meget lækker – selvfølgelig saltet, men ikke for meget, bare sådan let og lige tilpas. Salturt skulle eftersigende vokse ved kysterne i den nordvestlige del af Danmark, så måske man skulle køre en tur ud og plukke noget engang.

Foran den flotte frugt og grønt udstilling stod en mand og anrettede de fineste små frugtsalater. Sådan et par stykker måtte vi da lige have med på vores vej videre. Lille og simpel men utrolig lækker anretning og med masser af smag, på trods af, at det jo ikke just er sæson for bær.

Efter al den lækre frugt var vi nået frem til standende, hvor diverse kødgrossister og slagtere hørte til, så her var det selvfølgelig forskellige slags kød de dygtige kokke og deres elever tryllede med. Ved noget der mindede om et mindre restaurationskøkken blev vi tilbudt ikke mindre end 3 forskellige småbitte smagsprøver.

Rødvinsbraisseret oksekød med løg og karamelliserede rodfrugter.

En form for hønsesalat med små stykker kyllingebryst, salat, en klat dressing, en minicrouton og så selvfølgelig et lille stykke bacon til at runde det hele af med.

Og endelig, et stykke langtidssimret svinekød med urter. Husker desværre ikke hvilken del af grisen der var tale om. Lige i denne her portion blev vi nu enige om, at kødet desværre var blevet lidt sejt. Faktisk kunne det overhovedet ikke bides over, men jeg tror nu bare vi har været uheldige, for det så ikke ud som om der var andre der havde problemer.

Så gik vi videre og blandt en masse små petit fours, andre andre mini kager,  fik vi smagt på de lækreste små macarons, som jeg overvejer selv at kaste mig ud i at bage engang. Min mor fik en gul med citron og jeg selv en lyserød med hindbær – århh det var godt. Nu er jeg endnu mere opsat på, at jeg skal lave sådan en omgang en dag.

En af standende havde sat sig for at bevise, at Philadelphia ost er andet og meget mere end bare en fløde-smørreost. Først et fad med bagels, creme cheese og diverse fyld. Vi var desværre for mætte til at smage på de fine bagelssandwich, men de så meget lækre ud.

Men derudover havde de også lavet diverse kager og desserter, hvori osten indgik. Her er det en lækker flødeoste-vanillecreme med rabarberkompot, ristet rugbrød og brændt hvid chokolade. Uhhh, den var god og opskriften kom selvfølgelig med hjem. Derudover fik vi også opskrifter på diverse sandwichspreads, så der skal eksperimenteres lidt med fyldet til forskellige sandwich til skovturskurve her henover sommeren.

Vi var virkelig kommet i det søde dessert og kagehjørne, så uanset hvor vi så hen var der smagsprøver på is og kager. Desværre kunne jeg ikke spise noget fra denne her lækre stand, men jeg blev nødt til at tage et billede alligevel. Om ikke andet så for at pine mig selv med tanken om hvad jeg havde sagt nej tak til, når jeg igen fik lyst til kager 😉

Små lækre spiselige skåle i fine farver. De er helt neutrale i smagen, så de ikke tager fokus fra fyldet, og indeholder kun naturlige farvestoffer. Fx er de røde med tomat. De røde var med confiteret and og soltørret tomat. De koksgrå var med en krydderurtecreme og parmaskinke. En rigtig fin måde at servere en appetizer på.

Udover de fine små portionsanrettede appetizers var der også mulighed for at smage på de fineste små krydrede pølser. Desværre var jeg helt færdig på det tidspunkt, så jeg nøjedes med at tage billedet.

Den absolut sidste plads i min mave blev nemlig brugt på at prøvesmage diverse sjove og specielle isvarianter. Blandt andet smagte vi på basilikum-is, brøndkarse-is, avocado-is og grøn the is. Normalt er det ikke is jeg ville købe, for jeg ville simpelthen være bange for, at jeg ikke kunne lide den, og så ville pengene jo være lidt spildt. Men som damen i standen forklarede, så var det jo netop ved sådan en lejlighed, at vi skulle smage det hele, og så vurdere om vi kunne lide det eller ej, så vi fik faktisk prøvet de fleste af de varianter de havde.

Faktisk var der ikke nogen af varianterne som jeg ikke kunne lide, men det var heller ikke noget jeg ville servere til dessert, måske med undtagelse af basilikum-isen. Brøndkarse-isen smagte markant af karse, og den grønne the is havde også en udpræget smag af grøn the, men som ganerenser mellem to retter tror jeg de ville være helt perfekte.

Avocado-isen havde en meget mild smag og en blød og cremet let fed konsistens, fuldstændig ligesom en avocado. Jeg tror faktisk det ville være udemærket at servere den til forret, enten med lidt rejer eller som en kugle i en skålfuld kold avocadosuppe.

Afslutningsvis et billede af nogle af de vareprøver jeg fik med hjem fra messen. Der er lidt forskelligt, men jeg skal ærligt indrømme, at når der er så mange ting og sager, som der var på messen, så bliver man tilsidst lidt kræsen – og mæt, desværre! Derfor var der en hel del ting vi ikke fik smagt eller fik vareprøver på. Til gengæld valgte vi jo så at prioritere og primært smage de ting vi ikke kendte, eller selv ville have fundet på at lave, så vi fik jo en masse gode ideer med hjem.

Den bedste vareprøve jeg fik med hjem, er nok Heinz varianten bagerst i billedet, som er en Heinz-ketchup med balsamico eddike. Den kommer desværre ikke til salg nogen steder i butikkerne,  heller ikke i Tyskland, hvor de ellers fører en hel del flere Heinz produkter end i Danmark. Men kender man nogen som kender nogen, der kan bestille  varer hjem til fx et køkken, en restaurant, kantine eller lign, så kan den altså bestilles. Jeg fik at vide, at den især er god til marinader, så jeg tror da nok lige der skal eksperimenteres lidt, når nu vi går ind i grillsæsonen.

Alt i alt en fuldstændig fantastisk messe, hvor et par madnørder som min mor og mig brugte ikke mindre end 4 timer. Vi spiste os bogstavligt talt igennem Margrethe hallerne i Fredericia, og hapsede bestillingskataloger hver gang der var noget af interesse. Nu hvor jeg sidder og kigger på billederne igen, kan jeg godt blive lidt irriteret over, at jeg ikke kunne spise mere, men da vi kom hjem tirsdag aften, var jeg bare sååååååå mæt 🙂

Pin It on Pinterest

Share This