Print Friendly

En hjemmelavet tærte er altid lækkert til aftensmad eller som lun frokostret. Og da jeg samtidig havde en temmelig stor portion lækre cherrytomater, der ville gøre sig perfekt som fyld, stod den på tærte til aftensmad i går. Normalt laver jeg tærter med almindelig tærtedej, eller mørdej om man vil og æggemasse, men jeg havde lyst til at prøve noget nyt. For nogle år siden smagte jeg en meget simpel tærte, lavet af butterdej med cherrytomater ovenpå og så bare bagt i ovnen. Den smagte fantastisk og det var med den i tankerne, at jeg gik i gang med at kreere denne version.

Først blev butterdejspladen lagt ned i et tærtefad og skåret til, så det passede til formen. Jeg brugte et rektangulært fad med løs bund, men man kan også sagtens bruge et almindeligt tærtefad. Den løse bund gør det lidt nemmere at tage tærten ud af fadet uden at den går i stykker. Så var det tid til fyldet. Tomater skulle der selvfølgelig i – de blev vendt i 1 spsk god olivenolie, inden de blev lagt tæt sammen i bunden af fadet. Herefter skar jeg et halvt løg og 3 fed hvidløg i tynde både, som jeg stak ind hist og her mellem tomaterne. Afslutningsvis fyldte jeg op med lidt grønne og sorte oliven rundt omkring hvor de kunne stoppes ind.

Den varme tærte blev pyntet med lidt smuldret feta og lidt friskhakkede ramsløg. Vi var en tur i Middelfart og hente en ordenlig portion ramsløg forleden, så udover en ordenlig portion ramsløgspesto og et par poser med grofthakkede ramsløg i fryseren, bliver de hvidløgsduftende løg også flittigt brugt i madlavningen for tiden. Gratis ingredienser lige ude fra naturen er jo altid godt.

Tærten duftede fantastisk mens den bagte og den smagte faktisk endnu bedre end den duftede. Vi spiste tærten med en skål salat til, og kæresten havde godt nok gået rundt og kigget lidt skeptisk ind i ovnen mens den bagte, men da vi kom igang med at spise og han smagte den lød dommen faktisk, at tomattærte smager meget bedre end det umiddelbart lyder.

 

 

En anden gang kunne jeg forestille mig at afprøve nogenlunde det samme fyld på en hjemmelavet fuldkornstærtebund. Jeg tror bestemt ikke en grov bund vil gøre tærten dårligere, og selvom butterdej smager godt, så vil en fuldkornsbund jo unægteligt være både lidt sundere og give lidt mere fylde.

Tomattærte med oliven, feta og ramsløg.

1 rulle butterdej

3-4 spsk tomattapanade

500 gr gode cherrytomater

1 spsk olivenolie

1 lille løg, skrællet og skåret i tynde både

2-3 fed hvidløg, skrællet og skåret i tynde både

oliven

havsalt og friskkværnet peber

Pynt : smuldret feta og friskhakkede krydderurter, fx ramsløg, basilikum eller oregano

Beklæd en tærteform med butterdejen og skær den til langs kanterne. Prik dejen med en gaffel. Smør bunden med pesto. Vend tomaterne med olivenolie og fordel dem ovenpå tærtebunden. Stik løg og hvidløgsbåde ind hist og her mellem tomaterne. Fordel ligeledes oliven. Drys med salt og peber og bag tærten ved 200 grader i 20-25 minutter til tomaterne er revnede og tærtedejen er lysebrun og gennembagt. Tag tærten ud og lad den afkøle et par minutter inden der pyntes med smuldret feta og friskhakkede krydderurter. Server evt. med brød og en skål salat til.

Pin It on Pinterest

Share This