Print Friendly

Der har været stille herinde i et par uger. Forår betyder jo som regel eksamen og jeg har terpet kemi de sidste 14 dage. Heldigvis har jeg kunnet sidde udenfor med noget af det, så jeg har bestemt nydt det gode vejr, vi har haft i pinsen. Men i dag klokken 9.48 helt præcist, var jeg til kemieksamen, og det gik fantastisk, så nu er det slut med eksamenslæsning. Skønt.

Selvom jeg ikke har blogget, har jeg stadig fået lavet noget lækker mad. Fx grillede vi sammen med 2 vennepar i pinsen, og jeg havde budt ind på desserten. Valget faldt på denne skønne sommerkage, som har været en succes alle de gange, jeg har lavet den. Jeg har dog ikke lavet den, siden jeg startede bloggen, så nu må jeg jo hellere få den omtalt i et indlæg.

Cremen ikke må blive for sød, idet den skal ovenpå den i forvejen søde kage og marengsbund. Dog skal man også være opmærksom på, at der skal frisk frugt ovenpå cremen og så synes jeg altså, det klæder cremen med en lille smule sødme og et strejf af vanille. Smag dig frem og find ud af hvor meget eller lidt sødme og vanillesmag din creme skal have – smag og behag kan jo ikke diskuteres.

Kagen blev anrettet i det fad den skulle serveres i. Min kage skulle jo transporteres, så jeg valgte et dybt fad, men ellers er det jo oplagt at bruge et fint kagefad. Herefter fordelte jeg cremen ovenpå kagen og tilsidst pyntede jeg med frisk frugt skåret i mundrette bider. Der er jo frit valg mht. frugt, og det har også lidt at gøre med sæson, men jeg bager primært tærten i sommermånederne, hvor jeg kan pynte den med friske jordbær og hindbær. For at få lidt farvespil imellem de røde bær, kommer jeg også tit blåbær eller blå vindruer på og sidst men ikke mindst, lidt grønt i form af kiwi i skiver eller grønne vindruer – lidt citronmelisseblade kan også gøre det. Hvis man ønsker lidt gult kan man tilføje nektariner eller ferskner i både.

Marengstærte med vanillecreme, marengs og frugt.

6 -8 pers.

250 gr blødt smør

200 gr sukker

4 æggeblommer

2 tsk bagepulver

2 tsk vanillesukker

2,5 dl mælk

150 gr hvedemel

Marengs.

4 æggehvider

250 gr sukker

100 gr hasselnødder, grofthakkede

Vanillecreme.

4 dl flødeskum

4 dl cremefraiche

2-3 spsk sukker

1-2 tsk vanillesukker

frisk frugt i mundrette bider

Smør og sukker røres lyst og skummende. Æggene tilsættes. Bagepulver, vanillesukker og mel sigtes sammen og røres i dejen skiftevis med mælken. Fordel dejen i en bradepande (30×40) foret med bagepapir. Bag kagen på ovnens nederste rille i 20-25 minutter ved 200 grader, til den er gylden og gennembagt.

Imens røres æggehviderne helt stive. Sukker røres i de stive æggehvider og blandingen piskes til marengs. Tilsidst vendes de grofthakkede hasselnødder i marengsen. Tag kagen ud af ovnen og fordel marengs på toppen. Stil kagen tilbage i ovnen og bag den i ca. 30 minutter ved 200 grader, til marengslåget er gyldent og sprødt. Tag kagen ud igen og lad den afkøle 15 minutter i formen. Herefter tages kagen op af formen vha bagepapiret og stilles til afkøling på ovnristen.

Rør cremen sammen af creme fraiche, flødeskum, sukker og vanillesukker. Træk bagepapiret af kagebunden og sæt den på det fad den skal serveres på. Marengsen kan godt gå lidt i stykker, når papiret trækkes af, men det gør ikke noget. Marengsen bliver alligevel dækket af creme. Fordel vanillecremen overpå marengslaget og pynt til sidst med frisk frugt i mundrette bider. Lad gerne kagen trække et par timer inden servering, så marengs, vanillecreme og frugt kan nå at “sætte sig”.

Note. Kagebunden kan sagtes erstattes af en mazarinbund. Man kan nøjes med at pensle mazarinbunden med chokolade og herefter pynte den med vanillecreme og frugt. Eller man kan gå hele vejen og dække mazarinbunden med marengslaget og pynte med vanillecreme og frisk frugt.

Pin It on Pinterest

Share This