Print Friendly, PDF & Email

Morten har haft kage med på arbejde nogle gange i løbet af den seneste uge. En lille aftale om et par kager til kollegaerne til gengæld for hjælp med opgravning af et gammelt fiskebassin og fældning af en hæk er hermed i hus, dejligt.

En af dagene stod den på hjemmelavede hindbærsnitter, som faktisk slet ikke er så svære at lave og så slår de altså bagerens med flere banelængder – navnlig hvis bageren hører til dem, der godt kan finde på at gemme snitterne til dagen efter, hvis de ikke er udsolgt om aftenen, hvilket efterlader kunden med en noget blød og kedelig undskyldning for en hindbærsnitte. Disse her derimod, er smørbagte, med en let smag af vanille, og så kan man selv bestemme mængden af glasur og kvaliteten af hindbærmarmeladen.

Hindbærsnitter.

8-10 stk.

150 gr hvedemel

75 gr smør

75 gr flormelis

1 æg

1 tsk vanillepulver

2-3 spsk god hindbærmarmelade

hvid glasur

krymmel

Mel, flormelis og smør smuldres sammen i en skål. Æg og vanillepulver tilsættes og dejen samles hurtigt med fingrene og sættes på køl i ca. 30 minutter.

Dejen udrulles på køkkenbordet. Sørg for at mele både bord og dej godt, for hænger dejen først fast i bordet, skal den skrabes af med en kniv. Rul dejen ud til et rektangel, løft den over på en bageplade beklædt med bagepapir og skær kanterne til, så de er helt lige. Halver rektanglet på langs ved at skære en ridse med en skarp kniv. Bag mørdejsbunden i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter, til den er gylden og gennembagt. Tag bunden ud og lad den afkøle på risten. Knæk den afkølede bund i to og smør marmelade på den ene. Læg derefter den anden bund ovenpå og pynt med glasur. Drys krymmel i den hvide glasur og lad kæmpe-snitten tørre. Skær den herefter i passende snitter med en skarp kniv.

Pin It on Pinterest

Share This