Print Friendly, PDF & Email

Vi har nydt den fantastiske weekend (kan man sige det, når vi er halvejs gennem den følgende uge?) i fulde drag. Den bød nemlig på weekend tur til Fyn med 2 vennepar, og vejret kunne vi jo ikke have ønsket os bedre. Selvom det var lige før det var lidt for varmt til vandcykling på Odense Å, strøgtur, blomsterfestival og ikke mindst Egeskov Slot søndag eftermiddag, så nød vi det i fulde drag, for hvor har vi da bare haft få af den slags dage i denne her sommer.

Efter en solid frokost på Egeskov slot søndag middag, var det ikke den store sult den plagede os søndag aften da vi kom hjem. Temperaturen lå stadig lige under de 30 grader, så jeg lavede en lækker, cremet milkshake til os. Den nød vi på terrassen, imens vi hyggesnakkede om weekenden.

Egentlig har jeg ikke kunnet lide milkshakes indtil for få år siden. Problemet er, at jeg fik en milkshake som lille – én af de der fra supermarkedets køledisk med sugerør, som findes i forskellige varianter. Den kunne jeg absolut ikke lide, og det kan jeg for øvrigt stadigvæk ikke, men da jeg ikke havde tænkt nærmere over det, gik jeg rundt i den tro, at jeg ikke kunne lide milkshakes under nogen omstændigheder. Det blev der heldigvis lavet om på, da først smagte milkshakes fra diverse burgerbarer, og siden en hjemmelavet, og siden har jeg været helbredt, om man så må sige 🙂  Dog skal de helst være hjemmelavede, men det er jo heller ikke det store problem, i betragtning af hvor let det er at lave sin egen milkshake.

 

 

Denne her er med jordbær, fordi vi havde en bakke i køleskabet, men den kan sagtens laves med andre bær (frosne eller friske) eller frugt. Fx moset banan eller friskpresset appelsinsaft. Jeg har ikke tilsat sukker, da jordbærrene var søde og lækre, men man kan tilsætte 1 spsk. sukker/flormelis, hvis man synes milkshaken er for syrlig.

Jordbær milkshake.

2 store glas.

1/2 L god vanilleis.

200 gr nippede og skyllede, friske jordbær.

1/2 – 1 dl mælk.

Alle Ingredienserne kommes i en skål. Mængden af mælk afhænger af hvor tynd eller tyk man ønsker konsistensen. Start med 1/2 dl mælk og spæd evt. op. Blend det hele godt med stavblenderen til en cremet og ensartet masse. Alternativt kan man lave det i en blender i stedet. Hæld milkshaken i høje glas og pynt med friske jordbær og et sugerør.

Pin It on Pinterest

Share This