Print Friendly

Vi startede dagen med at tage ned til Financial distrect. Bagved Wall Street ligger en lille plads/park hvor der var torvedag. I det hele taget støder man ind i rigtig mange boder og torve med friskdyrket frugt, grønsager, hjemmelavet honning, olier, eddiker osv når man går rundt på gaderne på Manhattan. Det synes jeg altså er lidt hyggeligt.

Vi faldt også over denne her konstruktion. Måske er det lidt svært at se på billedet, men der er altså gratis smoothies, hvis man vel at mærke selv vil blende dem ved at træde i pedalerne. Det var endnu ret tidligt, så jeg fik desværre ikke et billede af en der arbejdede for føden, men senere på dagen kom vi forbi igen og der stod der i hvert fald en del mennesker rundt om cyklen, så det må jo have givet pote 🙂

Vi gik over vejen og kom over i Battery Park. Den ligger lige ved vandet og når det er varmt er det skønt at sidde på en af de mange bænke og nyde skyggen under træerne og en kølig brise fra vandet. Inde i Battery Park finder man, foruden Ford Castle Clinton, som jeg kommer tilbage til, også denne skulptur. Den første gang jeg så den tænkte jeg, at den da godt nok var noget abstrakt og særpræget i sin udformning.

 

 

Den ser mildt sagt ud som om den er blevet gennemhullet af et eller andet tung, hvilket den også er. Skulpturen, der forestiller jorden, stod foran de to tvillingetårne ved World Trade Center, men på mirakuløs vis overlevede den nogenlunde. Den står nu i Battery Park som et minde og foran den brænder en evig flamme.

Fra Battery Park gik vi igen tilbage mod Wall Street. Lige overfor selve børsen ligger denne her bygning, der i dag rummer et museum. Udstillingen omhandler primært George Washington, som var USA’s første præsident, en kopi af uafhængighedserklæringen, USA’s historie fra dengang til i dag og lign, men det er gratis at komme ind og det er en fin lille udstilling. Det var i øvrigt fra balkonen på denne bygning, at George Washington i sin tid blev udnævnt til netop USA’s første præsident.

Hvis ikke man interesserer sig så meget for selve udstillingen kan man sagtens nøjes med at gå rundt og nyde den smukke bygning. Og så er der for øvrigt dejlig køligt om sommeren og lunt om vinteren 😉

Stenen, som George Washington stod på da han blev taget i en har de skam også. Beskyttet bag en fløjlssnor kan man beundre den, men den er jo lidt slidt efterhånden 🙂

Øverst fra trappen mellem søjlerne har man desuden et perfekt photo shot over til børsen. Det kan være svært at få et rigtig godt billede nede fra gaden.

Fra Financial Distrect bevægede vi os op mod Pier 17, som vi var sejlet forbi et par dage tidligere. Molen er helt af træ og der kører ingen biler, så for en gangs skyld behøver man ikke bekymrer sig om at holde øje med andet end cykler.

Molen er stor og fuld af mennesker og butikker, restauranter og caféer – der er sådan lidt tivolistemning over det.

Desuden er der en fantastisk udsigt til Brooklyn Brigde som løber lige ved siden af molen.

På Pier 17 ligger også et stort indkøbscenter i flere etager. Det er primært beregnet til turister og det kan man altså godt mærke, men vi var lige inde og kigge for der går en udendørs terasse hele vejen rundt og det var en god mulighed for at komme op og se det hele lidt for oven.

Det er for øvrigt ved Pier 17 at det fine gamle træskib ligger, hvis der er nogen der har set det på fotos fra Manhattan. Jeg ved desværre ikke så meget om hvorfor det ligger der eller hvad det hedder, men det kan jeg vel finde ud af engang 🙂

Og det er også på Pier 17 der er mulighed for at flyve i trapez, hvis der er noget der husker afsnittet fra Sex and the City, hvor Carrie forsøger sig som luftakrobat 🙂

Men det der næsten fascinerede en julenarkoman som mig fandt vi på 2. sal. Her røg vi nemlig direkte end i en julepyntsbutik på størrelse med et pænt, dansk supermarked. Aldrig har jeg set så meget og så kreativt julepynt samlet på et sted.

Nu er amerikanerne jo ikke ligefrem kendt for at spare på julepynten på deres træer og disse her var pyntet lige efter bogen. Her ses et træ med sølvtema.

Og her ses et frosttema.

Frosttemaet lidt tættere på. Det er mig altså en gåde hvordan de får hældt så meget pynt på uden at det falder af, men jeg kom i hvert fald frem til, at en del af det fyldte look skyldes brede silkebånd som vikles ind mellem grenene.

Her ses et træ der ville gøre heksen fra Hans og Grethe misundelig. Nemlig et træ med sliktema. Kæderne med slik så i den grad ægte ud, var faktisk henne og røre, men de var selvfølgelig af plastik 🙂

Ingen jul uden Coca Cola. Her ses et træ med cola tema, og faktisk fyldte de mange forskellige kugler og andet julegejl fra Coca Cola over to hele vægge. Tal da lige om en fed reklamefidus.

Nogle kugler var så finere end andre. Fx havde jeg meget svært ved at lade disse hænge i fred.

Og kunne jeg ikke få isanretninger og vafler kunne jeg da sagtens nøjes med et par kandiserede æbler.

Kæresten derimod var mere til disse her og jeg tror faktisk godt han kunne have fyldt vores træ med sådan nogle hvis han havde fået lov 😉

I det hele taget var der rigtig mange amerikansk inspirerede ting, men de fleste var vist tænkt som souvenirs idet det var en udpræget turistbutik. Kan i hvert fald ikke forestille mig ret mange amerikanere, der ville rende rundt i 30 grader i juli og shoppe julepynt. Man skulle desuden være villig til at betale 25 $ pr. kugle, hvilket faktisk var prisen for langt de fleste, og grunden til at vi valgte ikke at købe noget. Men jeg kunne sagtens finde på at købe lidt julepynt med hjem, hvis vi engang kommer derover i december, når de fører julepynt i de almindelige supermarkeder til en mere menneskelig pris.

Efter turen rundt på Pier 17 blev vi enige om at sætte kursen mod World Financial Center for at få frokost. Vi gik efter at få pladser samme sted som dagen før, så vi kunne nyde en let brise og en de gode burgere, som vi som sagt blev let forfalden til derovre. Meeeen på vejen derned blev vi enige om, at vi da lige kunne spise en lille snack først, så vi gik ind i et supermarked efter mini Ben&Jerry’s og lidt sushi. Isen er Americone Dream, en af mine absolutte favoritter som desværre ikke føres herhjemme og slet ikke til de priser. Disse to bægre kostede os 12 kroner i alt. Sushien tog vi med ned til vandet og spiste til forret, inden vi kastede os over de skønne burgere.

Denne gang gik vi gennem selve World Financial Center om kom blandt andet igennem den smukke Winter Garden.

World Financial tårnene ligger et stenkast fra World Trade Center, og faktisk blev vinterhaven jævnet med jorden under terrorangrebet i 2001, men man har bygget det hele op igen. Der er fantastisk smukt derinde, og på en eller anden måde meget roligt, selvom folk kommer og går hele tiden.

Udsigten kunne vi heller ikke klage over denne dag.

Og efter vi havde spist satte vi os med en iskold lemonade og benene oppe og nød 1/2 times siesta ligesom mange af de kontorfolk der holdt frokostpause rundt omkring os.

Selv duerne nød en svalende fodbad 🙂

Efter frokost blev vi enige om at gå i Whole Foods og handle lidt ind. Det er altid rart at have lidt drikkevarer i køleskabet på værelset og så kunne jeg jo også benytte lejligheden til at tjekke madvarerne ud og misunde amerikanerne lidt 🙂 På vejen kom vi meget tæt på One Tower, og det er godt nok stort når man sådan ligger hovedet tilbage og kigger op.

I Whole Foods fik jeg brug for alle mine papparazzi evner, for jeg ved faktisk ikke om man må tage billeder derinde, men jeg var simpelthen nødt til at fotografere lidt. Så er det jo godt man har en tlf, så man kan gå rundt og se ud som om man sms’er eller tjekker indkøbssedlen, mens man i virkeligheden fotograferer som en gal 😉

I Danmark har vi bland selv slik. I USA har de bland selv grønsager. Så slipper man for at gøre sine grønsager i stand og skære dem i mindre stykker. Lidt doven har man vel lov at være, men hvis det omvendt kan få folk til at spise mere grønt så gerne for mig.

Halve peberfrugter og løg i tykke ringe.

Frugt kan man også få skåret ud i mundrette bider. Lige til at pille filmen af og sætte på bordet. Det ser fantastisk lækkert ud når det anrettes på den måde, og det kan købes i stort set alle supermarkeder. Skønt at tage med på picnic eller bare at nippe til om aftenen. Tror mit aften slikforbrug ville dale væsentligt, hvis jeg kunne få sådan noget herhjemme 🙂

Vi købte nu bare lidt drikkevarer og så en stor pose friskplukkede kirsebær. Nøjjj de var gode. Var helt ked af, at jeg ikke kunne købe en masse med hjem, for dem ville jeg gerne have gemt og lavet noget godt af.

Bageriudsalget havde sandelig også deres egen lille bland-selv afdeling. Her var det bare ikke grønsager men istedet småkager man blandede. Vi blev enige om at tage et par stykker med hjem på hotellet til før-sengetids hygge. Der var virkelig mange slags at vælge imellem, men det endte med at kæresten fik en chocolate chip cookie og jeg fik en mandel småkage. Desuden fik vi hver især en vanillesmåkage med hindbærsyltetøj. Kagerne var friskbagte, sprøde og lækre og de udgjorde en perfekt dessert da vi kom tilbage til hotellet efter aftensmaden 🙂

Pin It on Pinterest

Share This