Print Friendly

Når det regner og rusker er jeg vild med at lave en ordenlig omgang simremad. Mad der står på komfuret i flere timer, og spreder dufte og varme i hele huset, og som kan spises af en skål i sofaen. En af mine simre/efterårsfavoritter er chili con carne, som her ser dagens lys i en cowboy version, hvor der er tilsat majskorn. Det hører vist ikke til i originalopskriften på chili, men de søde korn giver den skarpe chiliret et strejf af sødme, og så ser det jo fint ud med de gule majskerner i den ellers ret rød-brune masse 🙂

Jeg kan godt lide at min chili smager af noget og bider lidt fra sig. Mængden af krydderier er jo en smagssag, så jeg plejer at smage til, til jeg synes smagen sidder lige i skabet. Det er jo altid nemmere at tilsætte mere, end det er at fjerne smag, så jeg starter gerne i det forsigtige. For at give alle krydderierne lidt modspil bruger jeg gerne lidt brun farin og også lidt god mørk chokolade. Det er ikke fordi jeg ønsker en sukkersød chili, men fx tomater kræver faktisk nogle gange lidt sødt for at deres naturlige sødme rigtigt skal komme til sin ret. Det smager i øvrigt skønt at bruge en dåse små cherrytomater, men har man ikke cherrytomater kan man jo bare bruge en dåse hakkede tomater.

Selvom det vist efterhånden mere er reglen end undtagelsen, at servere kogte ris til chili con carne, så foretrækker jeg at spise chili “rent” med lidt friskrevet ost på toppen og måske en klat creme fraiche. Skal vi blive ved originalopskriften, så tror jeg heller ikke de gamle cowboys på prærien kogte en grydefuld ris til deres chili – ikke at jeg tror de lige smed en klat creme fraiche på istedet, men det smager altså godt og køler lidt i munden når chilien brænder 😉

Vil man være helt autentisk, så spiste “cowboy’derne” gerne rundt om lejrbålet, og dyppede store lunser nybagt majsbrød i chilien, hvilket også smager skønt, men oftest får vi altså bare chili con carne au naturel, serveret ved spisebordet, eller som sagt ved særlige lejligheder, i sofaen 🙂

Nogle har problemer med at spise bønner og betegner dem som “melklumper” man får i munden. Well, man kommer ikke uden om bønner i en chili. Bønnerne kendtetegner retten, og det er i øvrigt dem der mætter, og uden bønner er chili jo ikke ret meget andet end krydret kødsauce. Til gengæld er der jo ingen regler for hvilke bønner man skal bruge, så bryder man sig ikke om brune bønner kan man bruge hvide eller sorte. Jeg kan godt lide at bruge et miks af hvide butterbeans og brune kidneybønner, men i denne her portion har jeg kun brugt brune kidneybønner.

Bønner skal sættes i blød natten over og derefter koges, hvis ikke man bruger den nemme løsning og åbner en dåse. Dåsemetoden er egentlig udemærket, det sætter bare lidt sine begrænsninger for hvilke bønner man kan anvende, idet man oftest kun finder hvide eller brune kidneybønner på dåse i de fleste supermarkeder. Til gengæld kan man sagtens sætte en ordenlig portion bønner i blød og koge dem møre, hvorefter de pakkes i fryseposer i passende portion og fryses. På den måde behøver man ikke planlægge en portion chili con carne mange timer før den skal spises, og man kan selv bestemme hvor stor en portion bønner man ønsker i sin chili – det er jo lidt træls at stå tilbage med en halv dåse bønner, fordi man ønsker en mængde der svarer til halvanden dåse 🙂

 

 

Lav i øvrigt gerne en stor portion chili con carne, for selvom den smager skønt på dag 1, så smager den altså endnu bedre på dag 2, hvor alle de forskellige smagsnuancer har fået lov til at samle sig.

Chili con carne.

4 pers.

1 spsk olie

1 stort løg, grofthakket

1 fed hvidløg, finthakket

500 gr hakket oksekød

1 peberfrugt, skåret i små tern

1 frisk, rød chili, udkernet og finthakket

1 tsk stødt spidskommen

1 tsk chilipulver

1/2 tsk hvidløgspulver

1 tsk tørret oregano

1 tsk brun farin

1 dåse hakkede tomater eller cherrytomater

1 dåse røde kidneybønner, skyllede og afdryppede

1 dåse majskerner

25 gr god, mørk chokolade

salt og peber

Opvarm olien i en gryde. Tilsæt løg, hvidløg, peberfrugt og frisk chili og svits under omrøring. Tilsæt kødet og brun det godt. Herefter tilsættes krydderier og brun farin. Rør tomater og bønner i og bring retten i kog. Lad chilien simre under låg i minimum 30 minutter. Tilsæt majskorn, læg låg på igen og lad det simre i 5 minutter. Smag til med chokolade, salt og peber og server chilien rygende varm.

Pin It on Pinterest

Share This