Print Friendly, PDF & Email

Når det regner og rusker, er jeg vild med at lave en ordenlig omgang simremad. Mad der står på komfuret i flere timer, og spreder dufte og varme i hele huset, og som kan spises af en skål i sofaen. En af mine simre/efterårsfavoritter er chili con carne, som her ser dagens lys i en cowboy version, hvor der er tilsat majskorn. Det hører vist ikke til i originalopskriften på chili, men de søde korn giver den skarpe chiliret et strejf af sødme, og så ser det jo fint ud med de gule majskerner i den ellers ret rød-brune ret.

Jeg kan godt lide, at min chili smager af noget og bider lidt fra sig. Mængden af krydderier er jo en smagssag, så jeg plejer at smage til, indtil jeg synes, at smagen sidder lige i skabet. Det er jo altid nemmere at tilsætte mere, end det er at fjerne smag, så jeg starter gerne lidt forsigtigt. For at give alle krydderierne lidt modspil bruger jeg gerne brun farin og måske også lidt god mørk chokolade. Det er ikke fordi jeg ønsker en sukkersød chili, men fx tomater kræver nogle gange lidt sødt for at deres naturlige sødme rigtigt skal komme til sin ret. Det smager i øvrigt skønt at bruge en dåse små cherrytomater, men har man ikke cherrytomater kan man jo bare bruge en dåse hakkede tomater.

Selvom det vist efterhånden mere er reglen end undtagelsen, at servere kogte ris til chili con carne, så er det også lækkert bare at spise sin chili “rent” med lidt friskrevet ost på toppen og måske en klat creme fraiche. Skal vi blive ved originalopskriften, så tror jeg heller ikke de gamle cowboys på prærien kogte en grydefuld ris til deres chili – ikke at jeg tror de lige smed en klat creme fraiche på istedet, men det smager altså godt og køler lidt i munden når chilien brænder. Vil man være helt autentisk, så spiste “cowboy’derne” gerne rundt om lejrbålet, og dyppede store lunser nybagt majsbrød i chilien, hvilket også smager skønt.

Nogle har problemer med at spise bønner og betegner dem som “melklumper” man får i munden. Well, man kommer ikke uden om bønner i en chili. Bønnerne kendtetegner retten, det er dem, der mætter og uden bønner er chili jo ikke ret meget andet end krydret kødsauce. Til gengæld er der jo ingen regler for hvilke bønner man skal bruge, så bryder man sig ikke om brune bønner, kan man bruge hvide eller sorte. Og endelig kan man også bruge bælgede edamamebønner – smagsmæssigt minder de lidt om ærter og der kan de fleste være med. Jeg kan godt lide at bruge et miks af hvide butterbeans og brune kidneybønner, men i denne her portion har jeg kun brugt brune kidneybønner.

Bønner skal sættes i blød natten over og derefter koges, hvis ikke man bruger den nemme løsning og åbner en dåse. Dåsemetoden er egentlig udemærket, det sætter bare lidt sine begrænsninger for hvilke bønner man kan anvende, idet man oftest kun finder hvide eller brune kidneybønner på dåse i de fleste supermarkeder. Til gengæld kan man sagtens sætte en ordenlig portion bønner i blød og koge dem møre, hvorefter de pakkes i fryseposer i passende portioner og fryses. På den måde behøver man ikke planlægge en portion chili con carne, mange timer før den skal spises og man kan selv bestemme, hvor stor en portion bønner man ønsker i sin chili.

Lav i øvrigt gerne en stor portion chili con carne, for selvom den smager skønt på dag 1, så smager den altså endnu bedre på dag 2, hvor alle de forskellige smagsnuancer har fået lov til at samle sig.

Chili con carne.

4 pers.

1 spsk olie

1 stort løg, grofthakket

1 fed hvidløg, finthakket

ca 400 gr hakket oksekød

1 peberfrugt, skåret i små tern

1-2 friske, røde chilier, udkernet og finthakket

1 tsk stødt spidskommen

1 tsk chilipulver eller efter styrke/smag – kan udelades

1 tsk tørret basilikum

1 tsk brun farin – sukker kan også bruges

1 dåse hakkede tomater eller cherrytomater

1-2 dåser røde kidneybønner, skyllede og afdryppede

1 dåse majskerner

salt og peber

Opvarm olien i en gryde. Tilsæt løg, hvidløg, peberfrugt og frisk chili og svits under omrøring. Tilsæt kødet og brun det godt. Herefter tilsættes krydderier og brun farin. Rør tomater og bønner i og bring retten i kog. Lad chilien simre under låg i minimum 30 minutter, men den kan sagtens tåle at simre ved svag varme i timevis – den bliver kun bedre. Tilsæt majskorn, smag til med salt og peber og server chilien rygende varm.

Pin It on Pinterest

Share This