Print Friendly

Superlækker og cremet dip der er fuld af protein og det gode fedt fra olivenolie. Puréen kan spises varm som tilbehør til kød eller bagte rodfrugter til aftensmad, eller den kan spises kold som dip til sprøde grønsagsstænger. Selv synes jeg det smager fantastisk at komme et tykt lag bønnepuré på en fiberkiks og så anrette lidt lækkert pålæg ovenpå – en skive parmaskinke, lidt bresaola eller hvad man nu har i køleskabet. En perfekt lille snack eller mellemmåltid der mætter og giver energi.

 

 

Man kan købe hvide bønner på dåse, men det smager altså noget bedre at udbløde og koge sine bønner selv. Desuden skal man bruge kogevandet i denne her opskrift. Derfor skal man starte med, at sætte bønner i blød i koldt vand ca. 1 døgn før man vil lave bønnepuré.

Bønnepuré.

Ca. 3 dl.

250 gr hvide, udblødte bønner

1/2 løg i både

3 hvidløgsfed, halverede

2 laurbærblade

1-2 spsk æbleeddike eller citronsaft

2 spsk olivenolie

salt og peber, gerne hvid.

Kom bønner, løg, hvidløg og laurbærblade i en gryde, og hæld vand på til det dækker – gerne et par cm over bønnerne.  Kog bønnerne i en time, til de er helt møre. Hæld vandet fra men gem lidt til at justere puréen med. Fisk laurbærbladene op, tilsæt olie og eddike og blend bønnerne til puré med en stavblender. Juster puréen ved at tilsætte kogevandet lidt ad gangen, indtil konsistensen er passende tyk men samtidig cremet. Smag til med salt og (hvid) peber. Måske skal der også tilsættes lidt mere eddike.

Note. Puréen kan holde ca 2 uger i en lufttæt beholder i køleskabet, men så længe holdt min altså ikke 🙂

Pin It on Pinterest

Share This