Print Friendly

Aftensmaden var en klassiker – nemlig en kyllingepie. Kyllingestykker, ærter, gulerødder og aspargessnitter i en cremet sauce med et sprødt butterdejslåg øverst. Lækkert! Jeg har én gang tidligere lavet en kyllingepie, men ingen succes uden gentagelser og så er det jo nogle gange, at der sker ændringer undervejs.

 

 

Det er nu ikke fordi, det er de store ændringer der er sket, siden jeg lavede den sidste kyllingepie, men denne gang er der tilføjet lidt gulerødder til piefyldet – jeg elsker nemlig stuvede grønærter og gulerødder. Desuden er jævningen lavet af grønsagsbouillon istedet for mælk.

Kyllingepie.

2-3 pers.

400 – 450 gr kyllingefilet i mindre stykker

1 spsk olie

4 gulerødder, skrællede og skåret i tynde skiver

200-200 gr grønne ærter

1 glas aspargessnitter

2 spsk smør

2 store spsk mel

0,5 L grønsagsbouillon

salt og peber

1 rulle butterdej

1 sammenpisket æg til pensling

Varm olien op i en gryde og svits kyllingen heri. Når kyllingestykkerne er gennemstegte tilsættes gulerødder og ærter. Lad grønsagerne stege med et par minutter inden aspargessnitterne tilsættes. Vend det hele godt rundt, smag til med salt og peber og tag gryden af varmen. I en anden gryde smeltes smørret og melet udrøres heri. Tilsæt bouillon lidt efter lidt og pisk godt mellem hver gang, så saucen ikke danner klumper. Smag saucen til med salt og peber og hæld den herefter over kyllingefyldet. Rør rundt så saucen fordeles ligeligt. Hæld det hele i et ildfast fad. Skær evt butterdejen til i kanterne, hvis den er for stor til det tildfaste fad. Læg dejen over fyldet og pak den godt ned om fyldet hele vejen rundt i kanten. Hvis der er butterdej tilovers, kan den udstikkes til små figurer, hjerter eller lign, som kan lægges øverst på butterdejen som pynt. Pensl dejlåget med sammenpisket æg og bag pie’en i 25-30 minutter ved 200 grader. Server med en sprød, grøn salat

Pin It on Pinterest

Share This